”Olaf den Ufuldendte”. Det kunne være et passende tilnavn til komponisten og pianisten Olaf Söby. Et talent, der som ung fik anbefalinger fra både Carl Nielsen og Knud Jeppesen, men som af forskellige årsager aldrig fik bragt det ret vidt. Forsøget på at optrævle hans biografi – se de foregående artikler her på siden – fortæller om en excentrisk person med uforløste drømme. Måske ligefrem en forvansket selvopfattelse af eget talent, der førte til personlige nederlag og had til dem, der ikke mente som han.
Olaf Söby satte sit tydeligste spor med debatbogen Jazz kontra europæisk Musikkultur (1935). Hans jazzhad udviklede sig til en hvas kulturkritik, der åbenbart førte ham i retning af nazismen, og det ser ud til, at Söby dermed mistede sine muligheder for at få en etableret plads i musiklivet. Efter krigen ernærede han sig som privat klaverlærer og som oversætter af tyske klaverskoler. Han begyndte også at titulere sig dr.phil., men der er ikke spor af, at han rent faktisk erhvervede sig doktorgraden ved noget universitet.
Olaf Söby komponerede flittigt, især fra slutningen af 1920’erne og indtil krigens udbrud. Men stort set alt endte i skrivebordsskuffen, bortset fra 10-12 udgivelser med sange og klaverstykker. Hans samlede manuskripter befinder sig i dag i Det Kongelige Bibliotek, hvor de er blevet bragt ind i begyndelsen af 1970’erne. Söby havde en datter, og samlingen kan stamme fra hende. Noderne er sirligt ordnet i arkivkasser (såkaldte kapsler), men manuskripterne er ikke individuelt søgbare. Man må have alle kapslerne frem for at se, hvad Söby egentlig fik komponeret.
Og det viser sig først og fremmest at være sange. Ca. 70-80 korte, strofiske sange, de fleste til samtidige danske tekster. Nogle af sangene blev udgivet i private småtryk. Andre af manuskripterne har Söby klippe-klistret sig frem til trykdesign, der aldrig blev realiseret. En trang til at se sit navn på forsiden.
Herunder er fremhævet nogle af de mest betydelige kompositioner blandt Olaf Söbys efterladte papirer på Det Kongelige Bibliotek:
Strygekvartet, 1930
Lader til at være Söbys vigtigste værk. Han har efterladt det i flere forskellige afskrivninger og også i enkeltstemmer. Stilen er kontrapunktisk modernisme a la Hindemith og den sene Carl Nielsen, to komponister, Olaf Söby beundrede højt. Kvartetten ser ud til at være et stykke musik, der burde høres, f.eks. præsenteret i sammenhæng med anden musik fra mellemkrigstiden af Jørgen Bentzon, Finn Høffding, som Söby her forekommer at være beslægtet med.
Variationsværker
Söby lader til at have befundet sig fint med variationsformen. Hans opus 1 er Variationer over et Thema af Carl Nielsen, skrevet fra 1929-1933. Der er også Variationer over en Folkevise, op. 7 (melodien er ”Jag vet en dejlig rosa”) og 12 Variationer over et Thema af Albert Orth, op. 14, fra 1928-34. Orth var Söbys teorilærer på konservatoriet. Dette variationsværk findes både i en version for klaver og for kammerorkester.
Salonmusik
Söbys strenge holdning til jazzmusik gør det lidt pudsigt, at han i slutningen af 1920’erne selv lavede forskellige stykker underholdningsmusik. Jazz er der ikke tale om, stilen minder snarere om Jacob Gade. Der er en Danse Egyptienne, en Tango Javanese, en Lotus Tango, og ”La Madrilena”, Danse espagnole, fra 1935.
Menuet af Schubert-Söby
I 1928 blev den klassiske verden grebet af Schubert-feber, fordi det var 100-året for Schuberts død. Det amerikanske pladeselskab Columbia udskrev en international konkurrence på et nyt værk i den anledning, og hundredvis af komponister fra hele verden deltog i kampen om den enorme præmie på 10.000 dollars. (Den blev i øvrigt vundet af Kurt Atterberg fra Sverige, og hans 6. Symfoni bar derefter tilnavnet ”Dollarsymfonien”). Herhjemme lavede Emil Reesen sine Variationer over et tema af Schubert i h-mol – tænkte Reesen sig det som en fortsættelse af Schuberts ufuldendte Symfoni, som netop er i h-mol? Den plan havde Olaf Söby i hvert fald. I oktober 1928 færdiggjorde han Schuberts ufuldendte skitser til symfoniens 3. sats, en menuet. Menuetten af ”Schubert-Söby” findes i en udgave for orkester og en udgave for to klaver, og den sidstnævnte version blev også udgivet. Der er dog ikke tegn på, at Söby indsendte menuetten til Columbias konkurrence.
”Naziguld”
Et stort spørgsmål er naturligvis, om Söby førte pro-nazistiske holdninger ud i musik. I så fald ville han nok være den eneste danske klassiske komponist, der skrev musik i den sags tjeneste. Men det er der ikke noget konkret, der tyder på, udover to sange, der kunne være en hyldest til danske frivillige i tysk tjeneste. Den ene er Frihedskampen, der er udateret og kun bevaret i en dårlig fotokopi. Teksten er ret uspecifik og begynder med ordene ”Der gaar en Vej mod Frihed”. Den anden er den mere voldsomme Sejerssangen fra marts 1941 med tekst af Alfred Møller: ”Blod har vi ej blandet hedt”, begynder sangteksten. Begge sange er marcher.
Politisk cabaretmusik
Mere kulturhistorisk vægt er der i de af Söbys sange, der udspringer af 1930’ernes depression, f.eks. sangene Den Arbejdsløse og En Overkomplet. Mest originalt er et sortsynet, socialkritisk cabaretnummer, Hænderne leger, med undertitlen ”Cabaretmusik” og ”Rytmisk Recitation”. Teksten er af Rasmus Bybjerg.
Söby var åbenbart så tilfreds med dette stykke, at han sendte partituret til tre af tidens største cabaretskuespillerinder, Ann Sofi Norin, Lulu Ziegler og Else Skouboe. Deres positive tilbagemeldinger noterede han på indersiden af omslaget, men der er ikke tegn på, at nummeret nogensinde blev opført.
Der er også et par cabaretsange med tysk tekst, som Söby opførte med den tyske filmskuespiller Harry Liedtke ved en koncert i Grand Teatret 19. august 1928.
Den ufuldendte
Næsten tragikomisk er mængden af Söbys ufuldendte projekter. En Klarinetsonate fra 1935, en Blokfløjtesonate og en Sonate for firhændigt klaver er blandt hans ufuldendte kammerværker. Det samme er en Kvartet for den usædvanlige besætning af to klarinetter og to violiner, skrevet i 1935.
En stort anlagt Klaverkoncert nr. 1 fra 1946 slutter ligeså snart, man vender blad – på side 2! En Symfoni fra 1940 kommer aldrig ud af starthullerne, og hans Concertino for trompet og det ambitiøse, Reger-inspirerede Præludium og Passacaglia for violin og orkester fra 1932 findes kun i klaverpartitur. Sidstnævnte vendte Söby ellers tilbage til flere gange, senest i 1963.
Ud fra partiturerne at dømme lader det til, at Söby hver gang løb ind i tekniske problemer. Han mestrede simpelthen ikke orkestrering og kunne ikke gennemføre at slå så store brød op.
Det seneste manuskript i samlingen er en salme, dateret 1971 og skrevet med usikkert håndskrift. Få år senere modtog Det Kongelige Bibliotek alle disse manuskripter. De fortæller en temmelig tragisk personhistorie om forkerte livsvalg og selvovervurdering i en krisetid.