Få danske komponister blander sig i debatten, ja faktisk er det de færreste, som overhovedet formulerer sig offentligt på skrift. Så hatten af for Niels la Cour (f. 1944), der de senere år har udgivet flere korte bøger om emner, han er optaget af.
Hans nye bog er en slags erindringer og har den underfundige titel Der er noget jeg gerne vil sige. Sådan siger selskabets onkel jo, når han efter nøje overvejelser rejser sig ved bordet for at holde en tale. Og gæsterne ved, at nu vil onkel Niels nok tale om sine kæpheste. Men man hører efter og tager indsparket alvorligt, og sådan er det også med denne bog.

Bogen begynder med nogle egentlige erindringskapitler, hvor Niels la Cour fortæller om sine to slægtsspor, dels faderens afstamning fra franske huguenotter (heraf det eksotiske efternavn), dels moderens familie med det endnu mere eksotiske navn Scocozza. Niels la Cours morfar var en indvandret italiensk musiker – og skørtejæger – og jo, Benito Scocozza, den kendte historiker, er en del af samme familie.
Herefter hører man om Niels la Cours opvækst med musikken, hans uddannelse og udvikling af den kunstneriske horisont. Gode lærere får en smuk og hædrende omtale, mens de dårlige lærere, og dem har der åbenbart været en del af, beskrives uden navns nævnelse. Det er både diskret og frækt.

Så er der kæphestene, der dukker op midt i bogen, især uddannelsessystemet, helt specifikt studieplanen på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, hvor Niels la Cour selv underviste i 40 år. Det kan godt blive lidt krampagtigt, når en pensioneret medarbejder blander sig i sin tidligere arbejdsplads, og det er også tilfældet her. Visse replikskifter på Konservatoriet er efter flere årtier tydeligvis ikke blevet glemt, og den pernittengrynethed præger også andre af bogens kapitler. Læserbreve, artikler, foredrag, selv tv-vejrudsigter, der har indeholdt udsagn, Niels la Cour mismodigt har set som udtryk for generelle dårligdomme, trækkes frem. Det viser ganske vist en side af den personlighed, der har skrevet bogen, men man ville ønske, at det beskedne sideantal var blevet brugt på noget mere perspektivrigt.

Måske skyldes emnevalget, at Niels la Cour har en stor blufærdighed overfor at tale om sine egne værker. Undtagelsesvist kommer han med en interessant analyse af sin korudsættelse af Ingemanns Fred hviler over land og by, en sang, han med rette kalder sin mest opførte komposition. Hans øvrige værker kommer man ikke lige så nær. Vi må nøjes med et stikordsagtigt kapitel om inspirationskilder – naturen, poesien, osv. – med henvisninger til, hvilke af hans værker, der er forbundet med hvad.
Til gengæld fortæller han grundigt og velargumenteret hvorfor han skriver tonal musik, og om hvorfor de klassiske forbilleder stadig bør være en moderne komponists fundament. Budskabet kommer nok ikke som en stor overraskelse, men er en klart formuleret æstetisk stillingtagen. Det samme er hans holdning til Den Ny Enkelhed, som han stadig føler sig forbundet med. ”Det stille sind er efterhånden katastrofalt fraværende”, siger han om ”vores tempoopskruede, IT-overmættede, vækstprædikende, aktivitetshungrende, rastløse og stressende nutidsverden.”

Niels la Cour er katolik, han konverterede som 43-årig, og fortæller meget omhyggeligt om sine religiøse tanker. Det er en forståelsesnøgle til hans produktion. Trosbekendelserne står med fuld integritet side om side med et indigneret afsnit om ungdomsoprøret, som Niels la Cour foretrækker at kalde ”en antiautoritær rørelse”. Med eksempler fra sin egen barndom og ungdom viser han, hvorfor han den dag i dag stadig støtter ”rørelsen” og det, den førte med sig.
Bogens ærlighed gør, at det ikke bliver svært at forstå, at kristentro, musikalsk traditionsbundethed, nyenkelhed og antiautoritære holdninger er forenelige. Men lidt usædvanligt er det da! Og forhåbentlig vil Niels la Cour ved en senere lejlighed fortælle mere om sig selv og sin musik, for dansk musiklitteratur rummer få eksempler på bøger af denne slags.

Niels la Cour: Der er noget jeg gerne vil sige
Forlaget Underskoven
Kr. 160.

Læs mere om bogen her