Nogle mennesker kan fornemme, hvad deres eget eftermæle vil blive. Andre eftermæler kommer som en overraskelse, og nogle eftermæler ændrer sig, som årene går. Organisten og musikforskeren Finn Viderø var en af de vigtigste personer i dansk musikliv i 1900-tallet. Men hans eftermæle har ikke bare ændret sig – det er simpelthen forsvundet! Måske fordi han, der var den dygtigste og stædigste person i dansk musikliv, skabte et behov for at han blev glemt.

Nye måder
Finn Viderø døde i 1987, 80 år gammel. Hans liv havde været myreflittigt. Som ung student var han i 1923 kommet til København, og efter få år blev han ansat som organist ved Reformert Kirke, Weyses gamle kirke.
Viderø var også hurtigt blevet mag.art. i musikvidenskab og havde allerede som ganske ung markeret sig som en international kapacitet inden for barokmusik og det helt nye forskningsområde opførelsespraksis.

Viderø ville ændre den måde, man spillede den gamle kirkemusik på. Han ville udvikle nye orgler, der passede til musikken og udgive bedre nodeudgaver at spille efter. Han havde noget at have sine holdninger i, for han var mere kyndig og mere flittig end sine modstandere, og med argumenter, der var lige så grundige som de var hårdtslående, forsøgte han at overbevise alle, der kom i nærheden af ham.

I næsten 50 år passede han sine skiftende organistembeder. Han forskede og underviste ved universitetet og konservatorierne og gav over 1.000 koncerter verden rundt. Han holdt ufortrødent ved, selv da han var blevet gammel og til sidst nærmest døv.
Gennem årtier satte han simpelthen normen for, hvad en organist skulle spille og hvordan. To-tre generationer af danske organister er vokset op med Viderø som målestok. Alligevel er han åbenbart ikke en savnet person. Kun en husket person. Viderø var nemlig besværlig.

Da Finn Viderø fyldte 75 år i 1981, skrev den legendariske musikkritiker Hansgeorg Lenz undtagelsesvis en fødselsdagsomtale (den slags hørte ellers ikke hjemme i dagbladet Information). Men Viderøs niveau, personlighed – og skæbne – tiltalte Lenz:
”Ingen dansk orgelspiller har høstet så stor anerkendelse rundt omkring på denne jord. Jeg tør endog stå inde for tilføjelsen: hverken blandt døde eller levende. Er det gået ham efter fortjeneste – herhjemme? Et næsten overflødigt spørgsmål.”

Lenz så gerne, at Viderø var blevet udnævnt til domorganist og professor, og at han havde fået mulighed for at lave komplette indspilninger af Bachs og Buxtehudes musik. Han mente også, at det var en skændsel, at Léonie Sonnings Musikpris i 1980 gik til den franske organist Marie-Claire Alain, der ifølge Lenz ikke nåede Viderø til anklerne. ”Der bliver sørget for, at danske træer ikke vokser ind i himmelen – herhjemme,” konkluderede han.

Uomgængelig
Organisten og musikforskeren Carsten Hatting fulgte Viderø som figur i dansk musikliv:
”Når han gav koncert, var hans spil perfekt, og han var en meget alsidig musiker. Han spillede ikke kun barokmusik, men også nyere musik og komponerede en hel del selv. Han var så dygtig, at de ting, han selv skrev, er ganske svære at spille.”

Men Hatting mener ikke, Viderø var isoleret: ”Nej, det vil jeg ikke sige. Han havde bl.a. en stor elevkreds, og blandt danske organister var det helt uomgængeligt, at man sluttede sin uddannelse af med studier hos Viderø. Men han var en enspænder og noget af en særling. Efter sigende var han en ganske dygtig kok, som gik og kokkererede til sig selv. Det skal have været en oplevelse at komme til middag hjemme hos ensomme Viderø.”

Noget tyder på, at Viderø accepterede omkostningerne for sin kompromisløshed. Hans selverkendelse kom f.eks. til udtryk i den ironiske titel Edition Mukketud, som var navnet på en serie nodeudgivelser med hans egne kompositioner. Mukketud var et navn, hans gamle tante på Færøerne havde givet ham som barn, men også i dansk musikliv var der mange, der så den mesterlige Viderø som både en mukketud og et brokkehoved.

”Nogle af sine besværligheder var han selv skyld i,” fortæller Hatting. ”Da Viderø var organist ved Trinitatis Kirke, fik han udvirket, at det gamle romantiske orgel skulle skiftes ud med et nyt, der blev bygget efter hans anvisninger. Da orglet var færdigt, blev han rasende over, at det ikke var blevet som han mente, det skulle have været. Det udviklede sig til en ganske forfærdelig fejde, og der blev nedsat en kommission til at udrede sagen. Viderø var så vred, at han sagde op og flyttede til det langt mindre embede i Skt. Andreas Kirke. Det undrede man sig over. Stillingen i Trinitatis er jo fornem. Men det tog han sig ikke af. Han syntes selv, han var nået til tops. På den måde var han meget selvbevidst.”

Kynisk og humoristisk
Forskningsprofessor Niels Krabbe studerede i 1960’erne musikvidenskab ved Københavns Universitet og fulgte Viderøs forelæsninger.

”Han var en meget vanskelig person, og der gik især to historier om Finn Viderø. Den første drejede sig om en kvindelig studerende, der skulle skrive speciale med Viderø som vejleder. Han anbefalede hende en bog om emnet. Efter at have fundet bogen frem, kom hun tilbage og sagde: ’Men dr. Viderø, den er jo på ungarsk.’ Og så sagde Viderø: ’De læser ikke ungarsk?’

Den anden historie var om en gudstjeneste, hvor præsten var ganske ung og ikke bekendt med Viderøs strenge musikalske stil ved orglet. Præsten spurgte forsigtigt: ’Hr. Viderø, mon De kan få det til at bruse lidt mere?’
Så kiggede Viderø op over brillerne og sagde: ’Tror De, jeg er en sodavand?’

“Vi havde stor sympati for ham og beundrede ham, og hans timer var nogle af de bedste, vi havde. Han underviste i cembalo- og orgelmusikkens historie og spillede for os i timerne. Det var vi slet ikke vant til. Han var en fremragende musiker, en fremragende forsker og uhyre musikkyndig. Og vi fornemmede, at han ikke var helt accepteret på bjerget. Han var meget vindtør, meget kynisk og meget humoristisk. Men også en bitter mand – måske var det bare af natur.”

Orglet skal synge
Om Viderøs særlige stil fortæller Carsten Hatting: ”Orglet skulle synge. Man skulle spille et udpræget legato. I dag er den stil afløst af en spillestil, hvor man med artikulationen skiller tonerne ad. Jeg syntes, hans spil lød smukt dengang, men jeg kan godt se, hvad man kan opnå af klarhed ved at spille på den måde, de fleste organister gør i dag. Forhistorisk vil jeg nu ikke kalde ham, og jeg vil da ikke udelukke, at man en dag vender tilbage til nogle af hans idéer.”

Viderø indspillede mange plader gennem årene, og en af hans 78’ere, Bachs berømte Toccata og fuga i d-mol, gjorde et uudsletteligt indtryk på organisten Jens E. Christensen. ”Jeg var kun et barn, da jeg hørte den, men jeg har den i ørene endnu, og jeg synes, den holder. Og Viderøs indspilning af Carl Nielsens Commotio er egensindig til det utrolige. Den sætter virkelig noget i gang,” siger Jens E. Christensen.

”Han spillede med en usvigelig rytmisk sikkerhed og et overblik fra først til sidst. Og han har betydet enormt meget for de danske organisters teknik. Viderø arbejdede med fingerteknik, armteknik og også det ergonomiske, altså selve det at sidde ved orglet, så man bliver ét med det. Da han kom til, var det jo noget føleri.”
“At han er glemt i dag, selv af barokmusikere, er ironisk. Han følte jo, at han kæmpede for den samme sag. Men frænde kan jo være frænde værst!” mener Jens E. Christensen.

Tiderne skifter
Fordi Finn Viderø levede helt til 1987, nåede han at opleve, hvordan barokmusikken blev mere populær, end den havde været i hundredvis af år, men også at nye generationer eksperimenterede langt videre med dens opførelsespraksis. Selv rokkede han sig ikke en tomme fra de standpunkter, han – meget progressivt – havde indtaget allerede i 1920’erne.

Med årene faldt tilhængerne af hans principper fra. Det blev han ikke blødere af. Og det er sikkert hans strenge personlighed og krævende stil, der har gjort, at hans eftermæle er forsvundet. Viderøs elever og efterfølgere har vel trængt til et langt pusterum fra den kompromisløse bannerfører, og i mellemtiden har publikum ændret smag.

”Den generation, der elskede Viderøs fornemme Bach- og Buxtehude-indspilninger fra 1950’erne findes ikke mere, eller også har de skiftet mening,” siger Jesper Buhl, direktør for pladeselskabet Danacord. Buhl har udgivet det eneste stykke med Finn Viderø, der findes på cd. Det er Carl Nielsens Commotio, optaget i 1960’erne ved en koncert, Viderø gav på et universitet i USA. Ifølge Jesper Buhl regnede Viderø selv opførelsen for det bedste, han nogensinde havde lavet. De øvrige indspilninger – hundredvis af stykker – er aldrig blevet overført fra vinylplader og spolebånd.

Han havde ret
”Der er 20 timers musik alene i de gamle pladeoptagelser, og dertil kommer mindst 30 timer med koncertoptagelser og upublicerede studieoptagelser. Men det kan ikke sælges i dag,” fortæller Buhl. ”Viderøs strenge og logiske spillestil har ingen chancer i en tid, hvor man kan spille Buxtehude med jazz-synkoper og opnå anmeldernes jubel. Det er ellers et sundhedstegn i et samfund, at der er mange forskellige meninger om én sag – og Viderøs stemme mangler i det kor. Han spillede som ingen anden, hverken før eller efter,” siger Jesper Buhl. ”Det er næsten som at drikke te ved en tranlampes skær!”
“Han var stenhård, men han havde ret! Og én ting elskede jeg ham for: Han hadede dilettanter. Så hvis man ikke kan udgive en hel antologi med så mange sider af den gamle mester som muligt, synes jeg man skal lade det blive ved Commotio. Ikke noget fedteri – det ville have gjort Viderø komplet rasende!”

 

Revideret version af en artikel trykt første gang i bladet Klassisk Musik, oktober 2003.
Dengang sagde pladeselskabet som ovenfor: “Det kan ikke sælges i dag”. Men i juni 2018 var tiderne skiftet igen – og Danacord genudgav 8 cd’er med Finn Viderøs indspilninger af Bach og Buxtehude. Se mere om denne første cd-genudgivelse her: