Rued Langgaard var blot 22 år, da han i 1916 skrev sin 4. Symfoni, Løvfald. Det blev indledningen på en fase af hans musikalske liv, hvor han på dybt original vis udtrykte sine inderste overbevisninger. I Løvfald forener Langgaards stormfulde følelser og religiøse visioner sig i betagende orkestral pragt.
Langgaard dirigerede selv førsteopførelsen i København 1917. Til koncerten havde han skrevet en kort forklaring om det, der på papiret lignede en natursymfoni:
”Uigenkaldelig – lyder Sommerens Véraab i alt! – Luften – kølig og klar – i tunge Skyer, der driver ved Skumringstide – i alt dirrer som en evig tonende es-moll-Accord – et mægtigt crescendo – et mægtigt diminuendo, som Hjertets Orgel, naar det spiller op i Farens og Angstens Stund, eller naar det aander ud en klagende Hymne til en Morgens Hvidhed, hvori Klokker ringe over Grave – .”
Det drejer sig altså ikke bare om blade, der falder af træer, men om undergang. Om en gylden tid, der desperat må forsvinde – og om den forvandling, der følger. Efter det mørke løvfald vil der komme en ny morgen, en genopstandelse. For Langgaard var løvfaldet et billede på dommedagstiderne, inden Kristus vender tilbage og vækker de døde fra deres grave.
Langgaard havde et pessimistisk syn på sin samtid og mente, at menneskeslægten var i forfald. Det udtrykte han i værker, hvor dommedagssymboler som flammer, storm, mørke og håbløshed står side om side med troen på den evige morgen, der vil følge.
De tanker var han ikke alene om at have, men blandt danske komponister dengang var der ingen, der fremsagde dem så stærkt. Ingen kunne heller nå op på siden af Langgaards orkesterbehandling, der er både teknisk suveræn og fantasifuld og gør Løvfald så klangligt overvældende. Et eksempel er afslutningen med klokkerne, der ringer over de dødes grave – det sker ikke med rigtige klokker, men med en symbolsk og meget uhyggelig klokkevirkning i blæserne.
Også symfoniens forløb er meget original, for Langgaard holder sig ikke til den klassiske model. Faktisk er Løvfald en af de første symfonier i musikhistorien, der er udformet i én sats. De traditionelle satser er erstattet af et friere forløb, hvor den ene episode følger efter den anden. Visse temaer dukker op flere gange som fikspunkter, og det samme gør et melodicitat fra salmen Jesus, dine dybe vunder.
Mange af episoderne har titler. F.eks. kaldes symfoniens drastiske, tragiske begyndelse for ”Fortvivlet skovbrus”. Langgaard forestiller sig altså en sukkende skov, der er ved at segne under uvejret. Senere i symfonien rammer man et meget melankolsk punkt med episoder betitlet ”Træt” og ”Fortvivlelse” inden visionerne afsluttes med ”Søndag-Morgen-Klokkerne” og forestillingen om den triumferende genkomst.
Det københavnske publikum tog godt imod symfonien ved uropførelsen, men musikkritikerne brød sig ikke om Langgaards episodiske stil. Den blev opfattet som en svaghed, som et tegn på, at hans idéer var ufrugtbare og hans tankegang ikke kunne samle sig til en traditionel symfonisk form. I dag har vi forstået, at det tværtimod var datidens normer, der stod i vejen for Langgaards nyskabende musik.
Rued Langgaard fik i midten af 1920’erne en personlig krise. Dels fordi det danske musikliv i stigende grad ikke forstod ham, og dels fordi han blev ramt af følgerne af sin bizarre opvækst som genialt enebarn. Han trak sig ind i sig selv om en snegl i sit sneglehus, hvorfra han ofte udsendte protester mod sine omgivelser, imens hans musik gradvist forsvandt fra koncertlivet. Men netop Løvfald blev husket og er en af hans mest succesfulde symfonier. Efter uropførelsen i 1917 blev den i Langgaards levetid spillet to gange i Tyskland og fire gange af DR SymfoniOrkestret, der også opførte den ved en mindekoncert ved Langgaards død i 1952. I 1973 blev den indspillet af DR SymfoniOrkestret som den første Langgaard-orkesterplade nogensinde, og siden har orkestret indspillet den yderligere tre gange. Løvfald er ikke bare et mesterværk, men en klassiker i dansk musik.
