Den klassiske musiks fremtid stråler ud af Kristjan Järvi, når han dirigerer. På podiet kommunikerer han især med sine smalle, vrikkende hofter, med en dunkende knytnæve og sit lange hår. En funky puls går igennem ham, og fejende dynamiske sving dukker op i musikken som ud af det blå. Og dér har vi den store udfordring ved Kristjan Järvi – den, der har forhindret ham i at blive chef for et af de rigtig store orkestre: Konservative kritikere, lyttere og musikere synes han er poppet. De stempler ham som en festdirigent, der går mere op i en lækker overflade end detaljer og analytisk redegørelse.

Kristjan Järvi har hørt det hele før, og han orker næsten ikke at forsvare sig igen. For ham er det bare et spørgsmål om at spille ærligt og intuitivt. Sådan er hans natur, og han er overbevist om, at han kan give den klassiske musik det, den mangler allermest: Krop og nutidighed.
”Hvis man vil mere end bare at spille de rigtige noder, så er man nødt til at bruge sin krop. Jeg ønsker at vise, at et symfoniorkester ikke er en ubevægelig dinosaur, men en fleksibel og hurtig enhed, der arbejder så aktivt, at det helt naturligt også bliver visuelt spændende at overvære.”
Ligesom koncerter med rytmisk musik er det?
”Nemlig. For det er jo sådan, at også klassiske musikere i dag er vokset op med pop- og rockmusik, og derfor hører vi simpelthen musikken anderledes end før. Det må man tage til sig i stedet for at forsøge at bekæmpe det med kunstige midler. For klassisk musik kan bære alt – derfor er det den bedste genre!”

Hvis man hørte Kristjan Järvis to første koncerter med DR SymfoniOrkestret, oplevede man også et publikum, der blev revet med i helt usædvanlig grad. Og festen bredte sig til orkestret. Kristjan Järvi griner tilfreds ved at tænke tilbage på det.
”Noget af det fantastiske ved DR’s Koncerthus er, at dirigenten står ansigt til ansigt med den ene halvdel af salen. Jeg elsker at kunne følge med i publikums oplevelse. Det er jo dem, jeg spiller for. Og det gør opførelserne bedre, hvis man prioriterer publikum højest. Det må man være meget bevidst om. Når koncerten virkelig løfter sig og bliver en begivenhed, smitter det af på orkestret. Vi bliver glade, publikum er glade, vi har skabt en fed aften sammen. Musikerne kommer i tanke om, hvad det var der fik dem til at vælge det her job.”

Navnet Järvi forpligter i den branche, Kristjan har valgt. Hans far Neeme Järvi er en af musikverdenens konger, der dirigerer alle de store orkestre og har indspillet flere cd’er end nogen anden nulevende dirigent. Kristjans storebror Paavo er chef for hele tre symfoniorkestre og står for tur til at overtage sin fars trone en dag. Der er ti år mellem de to brødre og også stor kropslig forskel. Generne fra den Helmuth Kohl-agtige kæmpe Neeme Järvi er i udpræget grad slået igennem hos Paavo, og ikke hos den drengede, bredt grinende Kristjan.

”Järvi” betyder ”sø”. På estisk. Järvi’erne kommer fra Estland og er landets førende musikfamilie, også selv om de emigrerede i 1980. Neeme Järvi var på det tidspunkt den kendteste dirigent i den Estiske Socialistiske Sovjetrepublik. Han brugte sin position til at støtte frihedstankerne og opførte værker af sin ven Arvo Pärt, der var blacklistet af de sovjetiske myndigheder. Det måtte ende galt. I 1980 forlod både familien Pärt og familien Järvi deres ødelagte fædreland uden udsigt til at vende tilbage nogensinde.
”Bare det at ytre ønske om at forlade Sovjetunionen førte til repressalier og straf”, fortæller Kristjan Järvi. ”For at komme ud måtte man blive ”venner” med en række bestemte personer. Korruption var et livsvilkår, og det var en ret heftig omgang bestikkelse, der skulle til”, smiler han skævt. ”En dag var vores fjernsyn bare væk”. Også bilen, som familien helt usædvanligt ejede, måtte sælges.
Som yngste barn fik Kristjan ingen forklaring. ”Mine forældre holdt deres planer for dem selv. De sagde i hvert fald ikke noget til mig, der var syv år gammel og måske ikke ville kunne holde min mund.”

Familien rejste til USA og slog sig ned i New Jersey. Kristjan begyndte i amerikansk skole, studerede klaver ved Manhattan School of Music og spillede garagemusik med sine nye venner fra college. Han omtales tit som den mest amerikanske af Järvi-dynastiets medlemmer, men efter mere end 30 år i USA og to amerikanske ægteskaber taler han stadig med baltisk accent. Navnene Sibelius og Arvo Pärt udtales som på gaden i Tallinn, og når han siger ”vi”, mener han esterne. ”Vi har lige haft valg, vi har en koalitionsregering, vi burde behandle russerne bedre og være glade for, at de er her.”
Alligevel er Kristjan Järvis hjem ikke i Estland. Med sin kone og tre små børn bor han i Florida, og så har han en lejlighed i Wien, der fungerer som base for hans europæiske koncerter. I Tallinn må han nøjes med at bo på hotel ligesom alle andre turister.

Blev I ved med at tale estisk sammen, da I flyttede til USA?
”Ja, selvfølgelig. Hvis jeg bliver spurgt om, hvem jer er, svarer jeg helt klart: ”Jeg er da ester!”. Estland betyder virkelig meget for mig. Vi er et meget lille folkeslag, men heldigvis har vi kunstnere, der tror på vores egenart. Arvo Pärts musik er i mine ører meget estisk. Det samme er musikken af Erkki-Sven Tüür og Eduard Tubin. Uden den slags fortalere ville ingen opdage hvor fantastisk et lille sted, Estland er – og det samme gælder Danmark, for den sags skyld. Carl Nielsen lyder så dansk, at jeg føler mig i Danmark, hver gang jeg hører hans musik.
De fleste lande er jo meget små, hvis man sammenligner dem med Rusland og Tyskland, og i dag er ensretningen så enorm, at den kulturelle egenart er ved at forsvinde. I Estland har vi været meget igennem. We have a pretty hardcore history! Vi må passe på de værdier, der er knyttet til vores sprog og vores musik. Ellers kunne vi jo være hvem som helst.”
I dag har estisk musik fans over hele verden, selv om det måske ikke er alle der ved hvor Estland ligger.
”Det er jeg glad for at du siger. Så må vi have gjort noget rigtigt!”

Det er ikke det gammeldags repertoire med Brahms og Beethoven, der fylder mest på Kristjan Järvis koncertprogrammer. Han er vild med ny musik. Har uropført over 100 nye værker og har en smag, der er så bred som det kan tænkes. Det nægter han at ændre på.
”Man kan kommunikere med publikum gennem alle slags musik, også helt ny og atonal musik. Det hele afhænger af hvordan man gør det. It’s the way you cook it! Musikken skal simpelthen performes utroligt overbevisende. Det betyder ikke, at man bare skal spille kraftigt og rytmisk. Man kan sagtens gøre det meget subtilt. Hovedsagen er, at publikum ønsker at opleve musikken i nuet. Man er nødt til at have kontakt med nutiden. Have kontakt med virkeligheden!”
Kristjan Järvi griner af sine egne ord, da han kommer til at sætte fingeren på sit dilemma: At være født ind i en klassisk tradition, som han stiller grundlæggende spørgsmålstegn ved.

I Skandinavien er der tradition for, at kulturen skal ud til folket, også selv om folket ikke er særlig interesseret.
”Jeg tror ikke, at nogen ønsker sig noget, der er uinteressant eller irrelevant. Og jeg forstår godt, hvorfor folk ikke gider komme til klassiske koncerter. Musikerne sidder på den samme scene uge efter uge, billetterne er solgt i abonnement, og koncerten finder sted ligegyldigt om man dukker op eller bliver hjemme. Det er det modsatte af en event! Hvis vi vil sørge for, at der også er et publikum til den klassiske musik i fremtiden, må vi skabe en helt anden kulturel bevidsthed. De klassiske orkesterkoncerter skal være hip.”
Er situationen værre i Europa end USA?
”USA er i mine øjne superkonservativt og har et meget forskræmt klassisk musikliv. Det irriterer mig dybt. Arrangørerne tror, at publikum ikke vil købe billet til andet end Tjajkovskij og en berømt solist. Men jeg mener det modsatte – at hvis orkestret eller dirigenten eller en særlig kombination af orkester og dirigent i sig selv bliver trækplastret, så kan man spille alt mellem himmel og jord. Hvorfor skal klassiske orkesterkoncerter være den eneste branche, hvor man ikke tænker i de baner? Find ud af, hvad der virker. Hop ud på det dybe vand og undersøg, hvad der skal til – how you become the main show in town.”

 

(Forkortet udgave af en artikel, skrevet til magasinet Klassisk, 2011)