Stort set ingen danske operaer opføres regelmæssigt, selv ikke de mest roste, så det er ikke underligt, at Ludolf Nielsens Isbella fra 1907 er ukendt i dag. Kun ouverturen og en enkelt arie er indspillet. Musikken fejler absolut ikke noget, men om hele operaen nogensinde vil blive opført igen er højst tvivlsomt. Der er ikke tradition i Danmark for at samle fortidens glemte operaer op. Men Isbellas tilblivelseshistorie og trange vej mod premieren i 1915 er en meget sigende fortælling om hvor svært det var for en komponist at få sin musik opført i Danmark, dengang landet kun rådede over et enkelt orkester og en enkelt operascene, Det Kongelige Teater.

Ludolf Nielsen (1876-1939) ernærede sig fra 1907 som freelancekomponist. Han var en ret tilbagetrukket person, der ikke dyrkede storbyens selskabsliv eller network. Hans nærmeste bekendte blandt de danske komponister var nok de ældre kolleger Louis Glass, Victor Bendix og August Enna. At Ludolf Nielsen ikke havde et stærkere professionelt netværk kom til at hæmme hans karriere. Alene hans udflytning i 1906 til forstaden Hellerup var et skridt væk i den gale retning, og de kommende år fik Ludolf Nielsen problemer med at trænge igennem til dansk musiklivs institutioner og nøglefigurer.

Nogle af de vigtigste navne i dansk musikliv var komponisterne Frederik Rung og Carl Nielsen, der fra 1908 delte posten som kapelmester på Det Kongelige Teater. Ingen af dem var specielt begejstrede for Ludolf Nielsens senromantiske musik. Rung var konservativ og havde som formand for Cæcilia­foreningen tidligere afvist Ludolf Nielsens korværk Sct. Hans, som han fandt for avanceret. Carl Nielsens reaktioner genfortælles i Ludolf Nielsens notater som distræte eller måske snarere som høfligt afvisende – i hvert fald ikke synderligt opmuntrende.
Da Frederik Rung og Carl Nielsen overtog den musikalske ledelse af Teatret, havde Ludolf Nielsen altså ikke naturlig støtte dér. Og det gik ud over hans første sceneværk, operaen Isbella, der blev et smertensbarn.

Ludolf Nielsen, ca. 1905

 

Det hele begyndte, da forfatteren P.A. Rosenberg i januar 1903 præsenterede Ludolf Nielsen for en operatekst, som han havde skrevet på en rejse til Spanien. Det er en historie fra Napoleonskrigene om forbudt kærlighed mellem en fransk soldat og den spanske Isbella. Ludolf Nielsen tog fat på at komponere musikken i løbet af sommeren. I marts 1906 var operaen Isbella færdigskitseret og partituret komplet 30. marts 1907.
September samme år indleverede Ludolf Nielsen sin renskrevede opera til Det Kgl. Teater, landets eneste operascene. Efter 14 dage modtog hans teatrets kortfattede afslag.
Men han gav ikke op. I stedet ville han forsøge sig på det udenlandske marked og fik operateksten oversat til tysk. Efter datidig praksis blev librettoen derefter udgivet i et lille hæfte – endda på det berømte forlag Breitkopf & Härtel – og med den i hånden kunne PR-arbejdet bedre tage fart.

Ludolf Nielsen spillede hele operaen igennem på klaver for den norske operakomponist Gerhard Schjelderup, der boede i Dresden, og med anbefaling fra ham kunne han gå videre til dirigenten Johann Batka i Prag, som sendte ham videre til kapelmesteren Paul Ottenheimer, der interesseret bad om at få partituret til gennemsyn. Ludolf Nielsen forsøgte også at få Wiens førende dirigent, Felix Weingartner, der var blevet Mahlers afløser på Hofoperaen, i tale, men det viste sig umuligt. Til gengæld svarede dirigenten og komponisten Max von Schillings i München, at han gerne ville opføre Isbella i Stuttgart. Han beholdt derfor partituret, og Ludolf Nielsen begyndte nu at tro på sagen.

I 1908 ved musikfesten i München taltes Ludolf Nielsen og Schillings ved igen, men uden afklaring. Efter lang ventetid kom der endelig svar – desværre afkræftende. Der var alligevel ingen mulighed for at sætte Isbella op i Stuttgart foreløbigt. Først i foråret 1910 kom det dyrebare partitur tilbage til Ludolf Nielsen, som efter næsten tre års promotionarbejde var slået tilbage til start.

Gennem den herboende tyskfødte skuespiller Hermann Spiro forsøgte Ludolf Nielsen sig ved Komische Oper i Berlin, der dog takkede nej, fordi Isbella var en enakters opera. I efteråret 1910 tydede det på, at Bonn Stadttheater var interesseret, men man fortrød i januar 1911. Der kom også et afslag fra Bremen. Endnu flere tyske forsøg blev gjort i løbet af 1912, og tekstbogen havde Ludolf Nielsen efterhånden sendt til 22 teatre uden at få positivt svar. Han noterede sine foreløbige udgifter til porto, oversættelse og tryk til 335 tyske Mark og 49 kr.

Ludolf Nielsen valgte nu at bruge operaens flotte forspil som løftestang, og det blev spillet to gange i København. Først på den måde fandt den danske offentlighed ud af, at han havde en færdig opera på hånden, og pressen begyndte at interessere sig for, hvorfor den dog ikke var blevet opført.
I 1911 udtalte Ludolf Nielsen sig til Nationaltidende om situationen:

“Det er ganske rigtigt at jeg har skrevet en Opera, og ganske forstaaeligt, at saa godt som ingen ved noget om det. Den har nemlig ikke været opført noget Sted.

– Kommer den da ikke frem her i Byen?

– Nej, den har været indleveret til det kgl. Theater i 1907, men blev ikke antaget. Siden den Tid har jeg levet paa Løfter fra Tyskland, men jeg nærer det bedste Haab om, at det skal lykkes mig at faa den opført dernede, da jeg ligger inde med mange gode Udtalelser om den. Jeg har imidlertid lært, at man skal bare have Taalmodighed.

– Har dette Afslag betaget Dem Lysten til at skrive for Scenen?

– Paa ingen Maade! Jeg kan betro Dem, at jeg nu i Foraaret blev færdig med Partituret til en ny Opera – en i 3 Ak­ter med Titlen “Uhret” til en Text af Aage Lind.”

 “-Har De indleveret den til vort kgl. Theater ?”

 “-Nej! Den har ikke været indleveret dertil, og den bliver det heller ikke. Men det er jo ikke udelukket, at jeg en skøn Dag gør en lille Afstikker ned til Tyskland med ”Uhret” i Lommen.”

Ludolf Nielsen fotograferet i sin hoveddør i Hellerup på den tid, hvor han arbejdede for at få Isbella opført

 

I oktober 1912 måtte kapelmester Frederik Rung bede om sygeorlov fra sin post, og nu begyndte Ludolf Nielsen at ane håb. Han noterede:

“En Udtalelse af mig i Nationaltidende at jeg ikke vilde indlevere noget til vort Theater betyder intet nu da Fr. Rung har ta­get Orlov til Udlandet.”

I november fik Ludolf Nielsen for første gang opbakning fra Det Kongelige Teater, nemlig fra kammersanger Helge Nissen, der var blevet leder af teatrets operaskole og støttede, at Isbella skulle sættes op. Det krævede blot, at kapelmester Carl Nielsen ville høre værket igennem, men han havde åbenbart for travlt til at svare på henvendelsen. Imens prøvede Ludolf Nielsen en mulighed i Dresden. Partiturerne fór rundt i Europa med irriterende ventetid og forsinkelser, og nogle af eksemplarerne forsvandt helt i postgangen, så de ventende ikke kunne få musikken at se. I december 1913 lykkedes det omsider Ludolf Nielsen at få lov til at forespille operaen for Carl Nielsen – men efter at have hørt den, bad han om yderlige ventetid, fordi teatrets nye direktion endnu ikke var tiltrådt.

I januar 1914 sendte Ludolf Nielsen så sin næste opera Uhret til Det Kgl. Teater, men den nye kapelmester Georg Høeberg, der nu havde afløst både Rung og Carl Nielsen, afviste den på grund af teksten. Librettoen, som da også er ret tåbelig, var forfattet af Ludolf Nielsens gode ven, juristen Aage Lind, der havde en nebengeschæft som digter. Da Høeberg i maj til gengæld fik Isbella at se, konstaterede han, at librettoen her var meget bedre. ”Det er den største Uretfærdighed, der er begaaet,” meddelte han Ludolf Nielsen.
29. maj 1914 blev Isbella derfor antaget til opførelser på Det Kgl. Teater – syv år efter at samme teater havde afvist den.
Opsætningen blev yderligere forsinket af 1. Verdenskrigs udbrud i august 1914, fordi teatret mente, at operaens handling fra Napoleonskrigene var upassende i krigstid. Men op kom den altså og fik omsider premiere 8. oktober 1915. Pressedækningen op til premieredagen var stor, og Ludolf Nielsen var høflig nok til ikke at hovere over sin hårdtvundne ”sejr” over teatret.

”Om Grunden til, at den ikke kom op den Gang, vil jeg helst ikke tale. Nu, da jeg staar ved Maalet, er jeg godt tilfreds.”

– Hvordan stiller Chancerne sig for Udlandet tror de?

– Hvordan de vil stille sig nu, véd jeg ikke. Jeg har – i Ventetiden – været rundt i Tyskland med min Opera og haft Løfter derfra. Men i Bonn f. Eks. fordrede man, at jeg skulde afholde Udgifter, som jeg slet ikke havde Raad til at bestride. Lad os nu allerførst se, hvordan det gaar her. Og skriver De noget om mig, saa lad mig endelig fremtræde i al den Beskedenhed, der virkelig er en Del af min Natur.”

Titelrollen blev sunget af den unge Tenna Frederiksen (der senere blev berømt som primadonnaen Tenna Kraft), Florio blev sunget af Holger Bruusgaard og rollen som Paul af Niels Hansen. Publikum var begejstret, og komponisten blev kaldt frem to gange. Isbella spillede resten af sæ­sonen, og selv om Ludolf Nielsen i de forløbne år havde udviklet sig i en anden musikalsk retning, var han meget glad for endelig at kunne præsentere sig som operakomponist.

– Hvordan er De tilfreds med Modtagelsen af Deres Opera, spørger vi Komponisten Ludolf Nielsen.

– Storartet, det kunde ikke godt have været bedre; baade Udførelsen og Modtagelsen af mit Arbejde var saa straalende, at jeg kun kan være glad, og det kan De tro, det er jeg ogsaa.

– Vil De ikke fortælle lidt om, hvad De i Aarenes Løb har bedrevet, inden De er kommet til saa fint et Resultat?

– I 1902 fik jeg min første Komposition opført. Det var en symfonisk Digtning, ”Regnar Lodbrog” hed den, og det var Joachim Andersen, der opførte den i Tivolis Koncertsal. Senere har jeg komponeret 3 Symfonier, en Orkester Suite ”Fra Bjergene”, en Ouverture og et Korværk ”St. Hans”, som blev opført i Musikforeningen.

– Hvilke Kompositioner holder De selv mest af?

– ”Isbella”. Det er jo altid saadan, at man holder mest af mishandlede Børn, skønt nu har jeg saamænd ingen Grund til at klage. – Jeg holder ogsaa meget af min sidste, tredie Symfoni.

– Er Isbella Deres eneste Arbejde for Scenen?

– Nej, jeg har skrevet en Opera, som hedder ”Uhret”, men den er ikke opført endnu; det er et Musikdrama i 3 Akter.

– Skal Deres Opera nu ikke op i Udlandet?

– Ja, det ved jeg ikke rigtig. For Tiden er der ikke Tale om noget, det er vanskelige Tider, og man gør bedst i at væbne sig med Taalmod og vente til de bedre kommer; det er man jo ogsaa vant til som Komponist, man har mange Skuffelser, men ogsaa mange Glæder, og den store Glæde, jeg nu har haft af ”Isbella”, kan bære frem over mange Skuffelser.

 

Teksten er et uddrag fra en kommende biografi om Ludolf Nielsen.

Et klaverudtog af hele operaen kan downloades frit her, hvor man også finder partituret til ouverturen samt tre uddrag for sang og klaver.