I forbindelse med en radioudsendelse fik jeg i marts 2004 kontakt til den store estiske komponist Veljo Tormis. Han var dengang 73 år og en notorisk sky person, der ikke talte fremmedsprog og aldrig gav interviews. Men han havde åbenbart kastet sin kærlighed på digital kommunikation, og da jeg havde mulighed for at få oversat min henvendelse til estisk, gik han med på at besvare mine spørgsmål på e-mail. I første omgang ret grundigt, senere meget kortfattet, og derefter stoppede kontakten til ham.
Veljo Tormis døde i 2017, og jeg har muligvis været den eneste danske journalist, han nogensinde havde kontakt med. Ved gensynet med korrespondancen fra 2004 studser jeg over, hvad jeg (mis)brugte lejligheden til – men bortset fra det er hvert ord fra hans mund interessant, både dengang og nu.
***
De studerede hos Vissarion Shebalin, der havde en fortid som modernist, men som også dyrkede folkemusikken. Hvad lærte De hos ham?
“Først og fremmest var Shebalin ikke modernist, sådan som vi opfatter det i dag. Og han dyrkede ikke folkemusik direkte, men var nær ven af modernisten Sjostakovitj og delte hans kunstneriske holdninger. Han var repræsentant for den såkaldt nationalistiske retning af russisk musik, fordi han var elev af Mjaskovski, som var elev af Rimskij-Korsakov, og han holdt af og respekterede Glinka. På den måde kan man sige, at han var bekendt med folkemusik. Han havde elever af flere forskellige nationaliteter og foreslog dem, at de skulle opfatte sig som nationale komponister. Han havde ikke problemer med mig i den henseende, men med enkelte russiske elever (Denisov). Han gik absolut ind for at bruge folkemusik i kompositionerne.
Man lærte alt, hvad der havde med kompositionsteknik at gøre, begyndende med hvordan man udformer karakteristiske temaer og udvikler dem – med andre ord var det vigtigste jeg lærte af ham logik og balance i musikalsk form og konstruktion.”
Hvilke værker fra Vesten havde De adgang til, da De studerede, og hvad syntes De om dem?
“De kan ikke forestille Dem, hvad det ideologiske jerntæppe betød i begyndelsen af mine studieår (før Stalins død). Officielt sluttede Vestens musikhistorie for os dengang med Grieg. Jeg kan end ikke huske Sibelius fra den tid, men det betød ikke, at lærerne ikke introducerede de “forbudte” materialer for os individuelt eller i mindre gruppeforelæsninger. Ydermere var det meget begrænset, hvad der overhovedet var muligt at fremskaffe i form af noder eller bånd. Der fandtes ikke plader på den tid (1951-53). For det meste blev musikken introduceret for os ved at blive spillet på klaver.
Jeg husker, at Shebalin gav mig et partitur af Debussy fra hans egen private samling til selvstudium, fordi det ikke fandtes på konservatoriets nodesamling, og det gjorde et dybt indtryk på os at lytte til Ravels Bolero. Som “smuglergods” fik vi også kendskab til “formalistiske“ værker af Sjostakovitj og Prokofjev og de tidlige værker af Stravinskij, som var upassende i Sovjetunionen – og det var selvfølgelig alt sammen meget spændende.
Jeg mener, at situationen i perioden 1954-56 gradvist blev ændret, og vi fik kendskab til nyere fransk musik som Honegger, Poulenc og senere Benjamin Britten, som også selv kom til Moskva. Det er muligt at min erindring spiller mig et puds, og det hele skete lidt senere i sidste halvdel af 1950’erne efter afslutningen af mit studium.”
Hvad er Deres forhold til Arvo Pärt og hans musik? Og har De ligesom han nogensinde overvejet at rejse fra Estland?
“Efter min eksamen fra Moskvas konservatorium arbejdede jeg som lærer på Tallins musikskole og som konsulent for den estiske komponistforening. Og i den egenskab mødte jeg en dag en krølhåret ung mand i russisk soldaterskjorte, som jeg sendte direkte til musikskolen. Her blev Arvo Pärt min elev i et år, og derefter fortsatte han til Tallins konservatorium og blev elev af Heino Eller.
Jeg prøvede at foreslå ham at arbejde med et nationalt tonesprog, men på konservatoriet blev han meget kendt som avangardist og skrev det første dodekafone værk i Estland. Det betød aldeles ikke en kunstnerisk konflikt mellem os. Jeg følte, og føler stadig, stor glæde og stolthed over hans succes – måske har jeg haft andel i det…
Det er interessant at notere sig vores samtidige ændring i stil – hans opfindelse af tintinnabuli-stilen og min venden mig mod traditionel estisk runesang. Af samme grund har jeg ikke haft nogen grund til at forlade Estland, da kilderne til runesangene er her, både i materiel og åndelig forstand. Det har egentlig aldrig faldet mig ind at tage af sted. Ydermere ville det ikke have været muligt, fordi det i Sovjettiden ville have krævet en speciel familiestatus.”
Tormis og Pärt, fotograferet i 1958
Har Deres musik ændret sig siden Estlands selvstændighed?
“Principielt har min stil ikke ændret sig, selv om samfundets krav og ønsker til den nationale retning i min musik har ændret sig – og måske nu er helt væk. I sin tid havde det betydning, at man gravede ned for at finde og bevare den nationale identitet. Jeg har nået disse mål nu. Jeg finder, at jeg har gjort alt, hvad jeg ønskede og kunne, og i år 2000 trak jeg mig som 70-årig tilbage som komponist.”
De gamle folkesange, som De arbejder med, stammer fra en tid, hvor mennesket levede i tæt kontakt med naturen. Er Deres udgaver af disse sange en kritik af vor tids civilisation?
“Ja, på en måde. Men dette spørgsmål er så generelt, at jeg ikke tør gå ind på det – det er et etno-filosofisk emne.”
Mange af de gamle sange havde oprindeligt rituelle eller magiske betydninger. Er det muligt at bevare det i dag?
“Det er muligt at bevare den kunstneriske udtryksform fra disse magiske ritualer, hvilket jeg har prøvet at gøre – men det er ikke muligt at bevare selve ritualerne og deres magi.”
Finder De det vanskeligt at overføre folkesangene, som er gået fra mund til mund i århundreder, til ”fikserede” noder?
“Det er til dels vanskeligt. Mange melodier er i overensstemmelse med vores modale skalaer, men der er mange ting, som standardnotation ikke gør det muligt at fastholde. Men det vil være for overvældende at komme ind på alle disse ting. Ofte er de bundet til sprog og udtale.”
Er der nogle af Deres værker, De vil betegne som politiske?
“Ja! Hele mit arbejde er kulturpolitisk. Alle værker med nationale emner var politiske (ikke kun i sammenhæng med Estland).
I stagnationsperioden skrev jeg mange dagsaktuelle politiske sange. Der har været nogle artikler om det: Mark Rais: “Veljo Tormise poliitilisest kooriloomingust.” Ajakiri Poliitika nr 11, 1990; Toomas Siitan: “Veljo Tormis – musicus poeticus.” Ajakiri Teater. Muusika. Kino nr 3, 1991; Mimi S. Daitz: “Reflections on Reflections: The Music and the Cultural/Political Context of Two Choral Works by Veljo Tormis.” The Musical Quarterly. 1995, 79 (1).”
De underskriver Dem ”Komponist emeritus” – vil det sige, at De helt er holdt op med at komponere?
“Ja, som emerituskomponist skriver jeg ikke nye værker eller modtager bestillinger på nye værker. Al information om min musik kan De finde på min hjemmeside.
Med venlig hilsen
Veljo Tormis
A Lauteri 7-21
10145 Tallinn
Estland”
Efterskrift, 2022: Jeg vil kraftigt opfordre til at gå på opdagelse i Tormis’ musik, som udgør et helt specielt univers, knyttet til Estlands historie, sprog og kultur. Et godt eksempel er hans mest kendte stykke, “Jernets forbandelse” (på estisk “Raua needmine”) fra 1972. Det er hårrejsende, intens musik, der genfinder magien fra shamanistisk runesang for at forbande jernets destruktive kræfter – de kræfter, der er skyld i krig og derfor også skyld i Sovjetunionens annektering af Estland.