Komponisten Hans Abrahamsen, født 1952, er modtager af Léonie Sonnings Musikpris 2019. Til musikprisens programbog lavede jeg bl.a. dette lille interview , hvor Hans Abrahamsen ser tilbage på sit komponistliv.
I år, hvor du får Sonnings Musikpris, er det 50 år siden, du for første gang fik opført et stykke?
”Ja – det har jeg selv tænkt på. Da jeg startede på konservatoriet i 1969 med horn som hovedfag, kom jeg ind i et meget kreativt miljø. Studiekredsen for Ny Musik arrangerede koncerter med musik skrevet af de studerende, og til den allerførste koncert i oktober 1969 fik jeg opført stykket Oktober. Det var for klaver, kun venstre hånd, og med obligat horn, som jeg spillede ned i flygelstrengene, så de resonerede. Der er i øvrigt en sektion fra det stykke, der indgår i min klaverkoncert for venstre hånd, Left, alone, fra 2014.”
Opfattede du dig dengang som hornist eller komponist?
”Både og… En slags alternativ hornist… en alternativ komponist.”
(tænkepause).
”Jeg var nok mest komponist.”
Men du har jo faktisk ikke papir på, at du er komponist!
”Da jeg kom ind på konservatoriet som 16-årig, havde jeg ikke overvejet at studere komposition. Jeg holdt meget af at spille horn. Men dengang var der mulighed for at få tillægsfag, og i 1970 fik jeg Niels Viggo Bentzon i komposition. Han var ikke ret systematisk, men meget inspirerende og opmuntrende for sådan en som mig. I efteråret 1970 sagde han, at nu skulle jeg lave et orkesterstykke, og det lavede jeg så i efterårsferien. Det hed Skum.
I efteråret 1971 blev jeg overflyttet til konservatoriet i Aarhus, hvor jeg havde komposition som tillægsfag i et halvt år hos Pelle Gudmundsen-Holmgreen. Det var vældig godt. Da gik det op for mig, at jeg nok mest var komponist og ikke skulle spille så meget horn. Så jeg stoppede på konservatoriet, og i 1972 flyttede jeg tilbage til København.”
Du havde en politisk periode i begyndelsen af 1970’erne?
”I København oplevede jeg en kort overgang at være en politiseret, hippieagtig komponist. Det lå virkelig i tiden. Jeg skrev Slumsange og orkesterstykket EEC-sats, som var en modsætning til den komplekse modernisme i Centraleuropa. Musikken som et billede på det gennemskuelige samfund – Danmark overfor EU.
Men gennem et års tid mødtes jeg regelmæssigt med Per Nørgård privat, og i 1973 genfandt jeg æstetikken og også den europæiske modernisme. Jeg begyndte at forholde mig til musikken af bl.a. Ligeti, Boulez og Xenakis og indtog det i min stil. Senere læste jeg Herbert Marcuses bog Den æstetiske dimension, hvor han tager kunsten i forsvar. Det at lave kunst i sig selv er også meningsfuldt!
Jeg var meget lykkelig, indtil jeg var i slutningen af 20’erne. I 1980’erne blev min musik mere og mere kompleks frem til Lied in Fall fra 1987, der er et meget kompliceret stykke.
Og så er det, at pausen kommer.”
Man har talt og skrevet meget om det følgende tiår, hvor du ikke komponerede nye værker. Men måske fylder den lange pause ikke så meget i det store billede?
”Det var jo i virkeligheden meget meningsfulde år. Sådan en pause er med til at strukturere tiden. Der bliver et før og et efter, bogstaveligt talt.
Jeg havde flere bestillingsopgaver, men manglede teknikken, værktøjet, til at lave den musik, jeg ville. Jeg var stivnet. De første år i den periode var jeg også rodet ind i at arrangere koncerter med ny musik, og jeg blev træt af den rolle. Så jeg trak mig ud af det hele – og havde måske i virkeligheden brug for at være eremit.
I stedet begyndte jeg at omarbejde mine egne ting, og jeg kunne sætte mig med nodepapiret og have en dialog med andres musik. Nogle gange blev det til arrangementer, andre gange til analyser. Det var først, da jeg i 1998 gav totalt slip og sagde til mig selv, at jeg var holdt op med at komponere, at jeg lige pludselig kom i gang igen.”
Du har skrevet flere værker og længere værker siden da?
”Siden pausen føler jeg mig meget frygtløs som komponist. Mit mod er bedre! Jeg er blevet teknisk bedre til at komponere og håber da, at jeg vil fortsætte med at blive det.
I dag synes jeg, at jeg er i stand til at skrive musik, der er meget enkel og nøgen, men samtidig på et andet plan meget kompleks. Jeg opdager hele tiden nye ting. Eller måske vil jeg hellere sige det sådan, at jeg opfinder nye ting ud af det, jeg har.
For tiden sidder jeg og skriver på en hornkoncert.”
Foto: Lars Skaaning, for Sonnings Musikfond
Interviewet blev oprindeligt publiceret i programbogen for Léonie Sonnings Musikpris 2019, der kan læses her