Den kongelige gæst er en lille fabel om hvordan kunst og kærlighed kan forvandle mennesker og forandre deres liv. Hovedpersonerne er et ægtepar, som i deres stillestående hjem får besøg af en mystisk, overstrømmende gæst. Med sit budskab om livsglæde og kærlighed puster Gæsten nyt liv i ægteparret, han besøger.

Operaen bygger på en novelle fra 1908 af den danske nobelpristager Henrik Pontoppidan (1857-1943). Pudsigt nok inkluderer historien også en anden stor forfatter, Holger Drachmann (1846-1908). Den omstændighed kræver en forklaring, og den kom komponisten selv med, da operaen i 1942 blev opført for 50. gang på Det Kongelige Teater. I et interview fortalte han historien bag operaens tilblivelse:

”Sammen med Henrik Pontoppidan havde jeg deltaget i Holger Drachmanns begravelse på Skagen, og bagefter sagde Pontoppidan til mig: ”Kender De ikke den lille novelle, som jeg har skrevet til et tidsskrift, og som hedder Den kongelige gæst? Den vil egne sig til musikalsk behandling, tror jeg, og det skal ikke være nogen hemmelighed, at gæsten, jeg har tænkt på, er Drachmann, hans renæssanceskikkelse og hans pragtfulde poesi og skønhed, der er blevet hvermands eje. Han er sandelig blevet en kongelig gæst i alle danske hjem!”
Børresen fandt oplægget ”et smukt motiv til musikalsk behandling, særlig inspirerende, når man havde været under indflydelse af Drachmanns personlighed i festligt kunstnerlag, eller måske allermest i en snæver vennekreds. I alle hjem, hvor Drachmann førte kunsten og poesien ind, blev livet rigere at leve, men også mere uroligt.”

Hvor Pontoppidan var realisten og tænkeren, var Drachmann overskudsmennesket, multitalentet, elskeren. Holger Drachmanns produktion var meget stor og alsidig, med alt fra folkelige musikforestillinger til digte, romaner og dramaer. Han var sågar en meget dygtig maler. Kendt for offentligheden var hans store armbevægelser, hans skæg og hatte og hans selviscenesættelse som erotiker med mange elskerinder.
I årtierne efter hans død blev hans samlede værker på mange tusinde sider udgivet i store oplag. Siden har bedømmelsen af hans tekster været for nedadgående, og i dag er han ikke en forfatter, der læses meget. Men ser man på hans status omkring år 1900, er han en af periodens mest markante kunstnere. Grieg, Heise, C.F.E. Horneman, Carl Nielsen og Lange-Müller var blandt de mange komponister, der satte hans tekster i musik.

       

Hakon Børresen og Holger Drachmann

Novellen som opera
Under 1. Verdenskrig var Hakon Børresen i gang med at skrive sin første opera, Kaddara, der udspiller sig på Grønland og endte med at blive en stor og udstyrsrig affære. Da den var færdig, fik Børresen den noget sælsomme besked fra Det Kongelige Teater, at man pga. krigen ikke havde kulreserver nok til sådan et udstyrsstykke. ”Kan De ikke i stedet skrive en lille, kort opera, som vi kan spille sammen med et par balletter? De italienske operaer Bajadser og Cavalleria rusticana, som vi bruger hertil, hænger os snart ud ad halsen”, sagde teatrets leder, Johannes Nielsen.

”Så kom jeg i tanke om Den kongelige gæst og spurgte Pontoppidan, om han ville skrive librettoen, men det kunne han ikke”, fortalte Børresen. ”En operatekst”, sagde Pontoppidan, ”det er vist noget med hjerte og smerte – næh, det duer jeg ikke til.”
Ad omveje endte Børresen hos den alsidige forfatter og journalist Svend Leopold (1874-1942). ”Han kom op til mig på Skagen, hvor han skrev sin fortræffelige tekst på mindre end 14 dage, og jeg ved, at Pontoppidan var yderst tilfreds med den”, erindrede Børresen i 1942.

Handlingen
Operaen udspiller sig i et stilfærdigt lægehjem, et øde sted i Jylland omkring år 1900. Lægen Arnold Høyer og hans kone Emmy har været gift i nogle år, og deres samliv har fundet et stilfærdigt leje. De har sjældent gæster, og dagene forløber meget ens.
Ved fastelavnstid venter familien besøg fra København. Fru Emmy og stuepigen Ane er ved at gøre hjemmet i stand, da de med kort varsel modtager afbud fra gæsterne. Arnold bliver først irriteret, men derefter ganske tilfreds med at hverdagen alligevel ikke vil blive forstyrret.

Om aftenen hører man kaneklokker udenfor, og en ukendt mandsperson dukker melder sin ankomst. Høyer spørger diskret til hans navn, men gæsten beder om at forblive anonym ”Kald mig Prins Karneval!”, siger han. Dr. Høyer går med på spøgen og byder den fremmede velkommen i sit hjem.
Gæsten taler i ét væk, er gådefuld, men charmerende, selskabelig og til Emmys behag også musikalsk. Til parrets store overraskelse beder han om, at de tre tilsammen skal holde fest iklædt deres fineste tøj. Gæsten har fået lyst til at vække deres liv og ånd, som han aner, at de rummer under den konventionelle overflade.

Emmy nægter først at følge Gæstens plan, men Arnold er blevet smittet af løjerne, og de trækker sig tilbage for at klæde om. Imens arrangerer Gæsten hele stuen med blomster, lys og frugter. Da parret betuttet træder ind, overvældes de ved at se deres hjem forvandlet.
Gæsten kårer Emmy til festens dronning. Han er en overstrømmende selskabsherre og fortæller om sit liv blandt kærlighedens mytologiske væsener. Arnold svømmer også hen, dels af vinen, dels over sin kone, der er iført sin ungdoms silkekjole. Festen udarter sig til en hyldest til Eros, og Gæsten kroner Emmy med roser i håret.

Da bliver Arnolds grænse overskredet. Gæsten bryder op og tager afsked lige så brat, som han ankom. På dørtærsklen giver han dem dog en sidste formaning om at lukke glæden og eventyret ind i livet.
Gæstens forsvinden er en brat opvågnen for Arnold. Han bliver med ét sit gamle indskrænkede jeg og skælder jaloux sin kone ud for at have ladet sig kurtisere. Det kommer til at opgør mellem de to, men de forsones og erkender, at de har taget ved lære af aftenen. Forstyrrelsen har åbnet deres øjne for vigtige sider af livet, og de vælger at gribe opfordringen til at lukke den livgivende uro ind. Nyforelskede går de arm i arm ind i soveværelset, mens stuepigen måber over, hvad Gæsten har gjort ved herskabet.

En succes på scenen
Svend Leopold holder i sin libretto loyalt fast i Pontoppidans persontegning og kronologi, men vælger at binde en kærlig sløjfe på fortællingen ved at lade parrets uoverensstemmelse være til at løse i dobbeltsengen. I Pontoppidans novelle ender aftenen derimod med voldsom jalousi og meget problematiske eftervirkninger af besøget. Den uro og det følelsesliv, Gæsten har lukket ind i hjemmet, er i høj grad et tveægget sværd. I Børresens og Svend Leopolds fortolkning er de positive virkninger dog langt de kraftigste.

På Det Kongelige Teater fik forestillingen premiere med Poul Wiedemann som lægen Arnold Høyer, Tenna Kraft som Fru Emmy Høyer og Arnold Høeberg som Gæsten. Uropførelsen 15/11 1919 blev dirigeret af Georg Høeberg, bror til Arnold Høeberg, og en af Børresens nærmeste venner. I årtier blev operaen opført regelmæssigt, og ganske utroligt sang Poul Wiedemann sin rolle i 45 år! I alt 134 gange, sidste gang så sent som 1964.
Efter Poul Wiedemanns afskedsforestilling forsvandt Den kongelige gæst fra det danske operarepertoire. Den har faktisk slet ikke været opført siden 1964. Samme år lavede DR en tv-udgave (link til den findes nedenfor). I 2005 blev operaen for første gang indspillet, men uden at det medførte nye opsætninger. Statistisk set hører Den kongelige gæst alligevel til i toppen af listen over de mest spillede danske operaer takket være den oprindelige opsætnings enestående succes.

Operaens forspil blev hurtigt efter premieren et populært koncertstykke, og selv da operaen og Børresens øvrige orkestermusik var forsvundet fra det danske repertoire, var forspillet stadig et stykke, man huskede ham for. Forspillet præsenterer en række af operaens motiver, tydeligst Gæstens storsindede ankomstmotiv, der er en ægte ”festpolonaise”. Andre motiver i forspillet er Gæstens “arie” om det fortryllende sted, hvor han har hjemme, samt et vemodigt afsnit for træblæserne, der beskriver Emmys eftertænksomhed, da Gæsten er rejst igen.

Blandt beundrerne af forspillet var kong Frederik 9. (1899-1972), der var en habil dirigent og elev af Georg Høeberg. Han fulgte jævnligt operaens opførelser med partitur foran sig og havde forspillet på sit private koncertrepertoire – en optagelse fra 1953 med kongen og DR SymfoniOrkestret blev genudgivet i 2000. Da operaen i 1927 skulle opføres i Stockholm, blev Frederik 9. endda inviteret til at dirigere forestillingen – og dermed selv blive en ”kongelig gæst” – men han takkede beskedent nej til opgaven.

Levedygtig efter 100 år
Den kongelige gæst bliver ofte omtalt som en ”konversationsopera”. Rollerne synges i et roligt parlando, og der er ingen egentlige arier, selv om bevægede øjeblikke svinger sig op i mere fuldbårne sanglinjer, som f.eks. da Gæsten beskriver sit hjemsted: ”Jeg kommer fra det slot, der ligger øst for solens nedgang”. Stilen kan derfor minde om Richard Strauss’ konversationsoperaer, hvor personerne på samme måde sniger sig rundt om hinanden og udveksler tanker i lukkede saloner.
Det er en krævende stil, der kræver meget stor sproglig og psykologisk fornemmelse af komponisten og ikke mindst en virkelig god libretto af forfatteren. Men det er også nødvendigt, at orkesterdelen er indholdsrig og raffineret. Det mestrede Børresen. Han var en brillant orkestrator og elskede at arbejde med det store orkester. De mange humørskift og overraskelser i handlingen giver ham anledning til at lege med instrumentationen. Gæstens snurrige og løbske idérigdom bliver portrætteret i orkestersatsen med stort vid. En herlig detalje er, at orkestret på et tidspunkt inkluderer stuens flygel, hvorpå Gæsten spiller lidt fra Schuberts Klaversonate i G-dur, D894. Måske Børresens friskeste idé overhovedet!

Den kongelige gæst er en kort opera på bare 75 minutter, men den er så veloplagt, gennemarbejdet og stilfuld, at den repræsenterer Børresen og Pontoppidan på fornemste vis. Den burde uden problemer kunne opføres og nydes her i 100-året for premieren, i modsætning til Børresens langt mere omfattende opera Kaddara, hvis fremstilling af Grønland som eksotisk koloni gør den nærmest umulig at forestille sig på en scene i dag.

Den kongelige gæst opføres med reduceret orkesterbesætning ved Copenhagen Opera Festival i august 2019. Læs mere her.

Operaen blev udgivet i 2005 på plademærket Dacapo. Artiklen er en redigeret udgave af den tekst, jeg skrev til udgivelsen. Se mere om indspilningen her.

Der findes en historisk optagelse fra 1949 med den oprindelige besætning. Se mere om den her

Og her er link til DR’s tv-udgave fra 1964