I 2007 udgav Dacapo en cd med orkesterværker af Emil Reesen. Da jeg skulle skrive bookletten, gik det op for mig, at ingen havde beskæftiget sig med denne før så populære, men faktisk ret besynderlige personlighed i flere årtier.

Emil Reesen blev født i en musikalsk familie i 1887 i Gentofte nord for København. Hans far, Julius Reesen, var musikdirektør ved 1. Regiment, moderen komponerede i det små, og der var ingen diskussion om, at Emil også skulle gå musikervejen. Som 4-årig spillede han både klaver og violin, og 14 år gammel fik han sine første jobs som pianist på caféer. Da han var 15 år, optrådte han for første gang med rang af ”kapelmester” – det var ved Nykøbing Falster Revyen.
Reesen dumpede til optagelsesprøven på Det Kgl. Musikkonservatorium, hvad der stadig irriterede ham mange år senere. I stedet fik han nogle af byens fineste privatlærere. Teoritimerne blev givet af komponisten Vilhelm Rosenberg og klaverundervisningen af Siegfried Langgaard. Siegfried Langgaard var selv far til et vidunderbarn, Rued Langgaard, og var repræsentant for den senromantiske skole med islæt af mysticisme. Som ung havde han været elev af Liszt. Hans religiøse syn på musikken satte sig nu ingen mærkbare spor hos eleven Reesen.

Vejen til revyerne
Emil Reesen debuterede som koncertpianist i 1911 og nåede så vidt som at optræde med Beethovens Klaverkoncert nr. 3. Han ville dog ikke undvære alle de forskellige jobs, et klaver i øvrigt kunne give, så en klassisk solistkarriere kom aldrig rigtig på tale. Til gengæld blev Reesen få år senere berømt som teaterkapelmester i København. I 1917 blev han dirigent ved Tivolis Sommerteater, i 1919 på Dagmar Teatret og i 1921 ved Scala Teatret, der var byens førende musikteater. Her spillede man de største operetter og de bedste revyer, og Reesen både dirigerede og komponerede til forestillingerne. Hans humoristiske sans passede perfekt til de brølende 1920’ere, og rappe og originale melodier som Roselille uden mor, Adrienne med sin luftantenne, Lille Lise let på tå og Guldfisken er klassikere fra dansk revyhistorie. Et andet af hans påfund var en foxtrot-version af Puccinis Så kold den lille hånd er – der var så god, at Reesen modtog et anerkendende brev fra Puccini.

Jeg havde det bare dejligt i Paris
Men Reesen ville mere. I 1922 havde han været på studierejse i Italien, og i 1925 sluttede han ved Scala Teatret for at rejse med sin familie til Paris i to et halvt år.
”Det var mit forlængst fastlagte mål”, sagde Reesen i et interview. ”Jeg ville noget andet og højere end spille revy- og operettemusik, og jeg måtte ud af den hele atmosfære, så fornøjelig den end kunne være”.
I Paris fik Reesen bl.a. mulighed for at følge den store dirigent Toscaninis prøvearbejde, når han var på gæstespil. Reesen mødte også Ravel og Roussel, ”men sådan ligefrem studere – næh, det gjorde jeg ikke, jeg havde det bare dejligt”, huskede han tilbage en del år senere.
Da Reesen kom tilbage til København, var den nye Statsradiofoni blevet etableret og et radioorkester stiftet. Opgaverne var vokset til mere, end dirigenten Launy Grøndahl kunne overkomme alene, så i 1927 blev Reesen ansat som dirigent på lige fod med Grøndahl. I 1931 begyndte han også at arbejde som balletdirigent på Det Kgl. Teater, og Reesen var nu et af landets kendteste musiknavne.

Den fødte orkesterleder
Karrieren ved radioen fik dog en brat ende i 1936 efter lang tids uoverensstemmelse mellem ham og ledelsen. Den temperamentsfulde Reesen rasede over, at han kun fik lov til at dirigere korte programmer med dansk musik, og at hans kontrakt ikke tillod ham at dirigere andre orkestre, når det lod sig passe ind i kalenderen. Hans afskedskoncert i radioen i 1936 førte til noget nær en demonstration, hvor Reesens trofaste publikum råbte ”Vi vil ha’ Reesen tilbage” mellem hvert stykke.
Resten af livet var Emil Reesen freelancedirigent. Han dirigerede store orkestre som Wiener Symfonikerne og indspillede plader med Berliner Filharmonikerne, men tog også gerne på turné rundt i den danske provins for at optræde med filmmelodier. I nogle år var han leder af den progressive Københavns Koncertforening, men han fik aldrig et orkester at være fast chef for.
Han havde ellers fabelagtig tæft for at arbejde med orkestre. En anekdote fortæller om, hvordan Reesen skændtes i telefon med komponisten Knudåge Riisager i halvanden time, samtidig med at han skrev orkesterstemmer ud. Det talent var efterspurgt, og når noget skulle laves i en fart, var det Reesen man henvendte sig til – også selv om honoraret var derefter. Han kunne løse rent ud sagt enhver bestillingsopgave, og utallige fantasier, potpourrier og ouverturer har han strikket sammen på en aften. Reesen orkestrerede også for Carl Nielsen – ligesom hans far Julius Reesen havde gjort det – når Nielsen som så ofte var i tidsnød. Dele af skuespilmusikken til Moderen og hele kantaten Island er orkestreret af Emil Reesen, der i øvrigt beundrede Carl Nielsen højt.

Emil Reesen var en livsnyder med et pudsigt udseende, som samtiden hæftede sig meget ved. Han var en høj, mager mand med stor næse, gummiansigt, runde briller, butterfly og cigar (han røg 12-14 stykker om dagen). ”Jeg er glad for mit ydre”, sagde Reesen til avisen. ”Folk kan li’ det og karikaturtegnerne holder af det. Det er ofte, at man ude i provinsen siger: Hvor De ligner Deres karikaturer! Hvortil jeg altid svarer, at det smigrer mig!”.

Jazzmusik er god musik
I 1930’erne regnede man Emil Reesen for modernist. Hans stod for danske førsteopførelser af Prokofjev, Debussy, Stravinsky, Satie, Gershwin og Kurt Weill. Ny fransk og russisk musik var hans store passion, men den var svær at realisere i Danmark og havde heller ikke det store publikumstække. Dertil kom Reesens begejstring for jazzen, som det klassiske publikum havde svært ved at følge. ”Han elsker god musik, og i modsætning til andre regner han også god jazzmusik til god musik”, skrev en avis i 1937. Man accepterede det i Reesens tilfælde, fordi han så åbenlyst kunne håndtere begge dele.
Han skrev ikke i klassiske genrer som symfoni og sonate, men ellers stort set alt andet: Musik til film og teater, ballet, opera og operette, revy, romancer, ouverturer, potpourrier og kantater. Hans største succes var nok operetten Farinelli, en bearbejdning af en vaudeville fra 1800-tallet om den berømte sanger Farinelli. Reesens nyskrevne Farinelli havde premiere i 1942 med den store tenor Aksel Schiøtz i hovedrollen. Det blev en forrygende succes, og nogle af sangene fra denne pendant til Lehars operetter er stadig elsket af mange.

Det store paradoks
I flere år tænkte Reesen på at skrive en opera, men han nåede kun halvvejs med en tre-akter, der havde arbejdstitlen Hofkabale. Det skulle have været et historisk drama om den vanvittige kong Christian d. 7, hans unge dronning Caroline Mathilde og hendes elsker Struensee. Egentlig var det i pagt med Reesens natur, at operaen aldrig blev til noget. ”Jeg kunne selvfølgelig godt tænke mig at få lov til engang at skrive nøjagtigt, hvad jeg havde lyst til; men på den anden side – det er et spørgsmål, om jeg var i stand til at gøre det, hvis jeg fik chancen. Når man først har vænnet sig til bogstaveligt talt udelukkende at arbejde på bestilling, er det ikke sådan igen at komme ind på selv at stille sig opgaverne”, sagde Reesen i et interview.
Samme konklusion var man inde på i nekrologerne over Reesen. Berlingske Tidende skrev: ”Han manglede altid ærgerrighed og savnede dette at have noget at overvinde”. Politiken var inde på et andet dilemma: ”Man kan sige, at det var uretfærdigt, men det koster dyrt at være mangfoldig”.

Trængt fra flere sider
I sine sidste år var Reesen ramt af en lammelse, og han døde som 76-årig i 1964; det år, der var den elektriske popmusiks gennembrud i Danmark. Pludselig blev Reesens musik gammeldags – så meget desto mere, fordi man i Danmark ikke har tradition for ”light classics” (der er ikke engang et dansk ord for genren). Dertil kom, at det klassiske musikliv blev præget af modernismen og begyndte at se ned på Reesens musik som kitschet og underlødig. Efter sin død blev han altså trængt fra to sider. Det førte til, at hans værker stort set er ukendte i dag. Kun Farinelli, den flotte Kongemarch og nogle revyviser lever stadig her i begyndelsen af det 21. århundrede. Det er bedre end ingenting, men giver kun et mikroskopisk billede af Reesens vidtfavnende evner og hans centrale placering i dansk musik gennem tre-fire årtier.