Det er virkelig en gåde, hvorfor Det Kongelige Kapel udgiver så få indspilninger. I forhold til det faktum, at Kapellet er et af de bedste symfoniorkestre i Norden, og at det gerne slår på tromme for sin status som verdens ældste orkester overhovedet, er det virkelig underligt, at det er så fraværende på plademarkedet. Naturligvis burde det udgive en lind strøm af nye albums, men i de godt 40 år, der er gået, siden cd’en blev opfundet, har Det Kongelige Kapel kun udgivet 15-16 albums. Det er meget lidt for et symfoniorkester i verdensklasse, og den lave produktion er desværre medvirkende til, at orkestret stadig er noget af en hemmelighed i det internationale musikliv, for potentialet bliver slet ikke udnyttet. Det kan næsten kun skyldes kontraktproblemer eller overenskomstmæssige forhindringer?

Så derfor er det skønt, at Kapellet i anledning af sit 575 års jubilæum (!) kommer med en stor, substantiel udgivelse indenfor det symfoniske repertoire.
Idéen med at præsentere de seks symfonier af Carl Nielsen i optagelser med seks forskellige dirigenter, der har været med til at tegne orkestrets historie, er rigtig god. To af optagelserne er studieindspilninger og har været udgivet før, resten er liveoptagelser og udgives her for første gang. Alt i alt er sættet et rigtigt collector’s item.

Symfoni nr. 1 dirigeres af Thomas Søndergård og er optaget ved en Kapelkoncert i 2022. Det er en værdifuld optagelse, fordi Søndergård ikke tidligere har indspillet noget af Carl Nielsen (det må da komme med hans nye orkester i USA, Minnesota Orchestra?). Søndergård er en både dynamisk og præcis dirigent, hvad der gavner ydersatserne i Carl Nielsens punchy debutsymfoni, men jeg savner naturmystik i andensatsen, som her fremtræder mere kølig-neoklassisk end ekstatisk-symbolistisk. Når den fylde mangler, bliver symfonien lidt tynd i midten.

Symfoni nr. 2, De fire temperamenter, er med russeren Alexander Vedernikov, der døde under corona-pandemien to år efter, han var tiltrådt som chefdirigent for Kapellet. Af den grund er optagelsen fra 2020, lavet tre måneder før hans død, et tragisk minde om det, der ikke blev, for indspilningen viser kæmpe musikalsk pondus fra Vedernikov. De fire temperamenter, Carl Nielsens mest bøvlede, buldrende symfoni, bliver taget på ordet af Vedernikov, og resultatet er helt i musikkens ånd frygtløst og medrivende.

Alexander Vedernikov, der kun fik to år som Kapellets chefdirigent

 

Symfoni nr. 3, Sinfonia espansiva, er den klassiske CBS-studieindspilning fra 1965 med Leonard Bernstein, lavet da han kom til København for at modtage Sonnings Musikpris. Optagelsen har været genudgivet talrige gange. Det kunne i denne forbindelse have været sjovt i stedet at bruge koncertopførelsen fra priskoncerten dagen efter? Den optagelse er også bevaret, men har aldrig været udgivet.
Bortset fra det fortjener Bernsteins velkendte Espansiva altid et genhør! Opførelsen er en kollektiv musikalsk rus, et møde i nuet, der rokker ved bevidstheden hos alle de involverede, og som også kom til at ændre opfattelsen af Carl Nielsens internationale status. En enkeltstående fortolkning, der med alle dens kunstneriske friheder – mest berømt Bernsteins selvopfundne ritardando i finalens klimaks – er umulig at efterligne og derfor på sin vis umulig at overgå.

Optagelsen af Symfoni nr. 4, Det uudslukkelige, er endnu et højdepunkt i dette sæt. Den stammer fra Sonning-koncerten i 2013, dirigeret af prismodtageren Simon Rattle. Hele koncerten, som jeg den aften hørte i min seng, fordi jeg havde influenza, var enormt intens og har hidtil kun været tilgængelig på Youtube. Den uredigerede optagelse fra koncerten har en brændende live-fornemmelse, hvor enkelte små bøffer blot understreger øjeblikkets musikalske nerve. Det Kongelige Kapel spiller fremragende under Rattle – lyt f.eks. til det flammende strygeroplæg som overgang til symfoniens sidste afsnit – og kontakten mellem de to parter så stærk, at man ville ønske, at Simon Rattle snart ville vende tilbage for at dirigere Kapellet igen.

Simon Rattle takker publikum ved den mindeværdige Sonningpris-koncert i 2013

 

Symfoni nr. 5 er med Michael Boder, der begyndte som chefdirigent i 2012, men blev utilfreds med teatrets ledelse og smækkede med døren, da han gik i 2016. Det giver fin logik at have optagelsen med i sættet, men musikalsk er Boders bidrag ikke på højde med resten. Meget bedre fremstår Symfoni nr. 6, Sinfonia semplice, dirigeret af Paavo Berglund. Han stod for en genfødsel af Det Kongelige Kapel på plademarkedet, da han i slutningen af 1980’erne indspillede alle Carl Nielsens seks symfonier for RCA. Berglund var en usentimental musiker, og også her forfølger han nådesløst linjen og pointen. Selv om det er en studieoptagelse, kan man høre orkestret svede under Berglunds pisk, og den kombination af streng orden og panik passer perfekt til Carl Nielsens desperate Symfoni nr. 6. En symfoni, der de senere år heldigvis er blevet befriet for sit renommé som Carl Nielsens “fuser” i rækken – den er efter min mening et af hans allerbedste og mest interessante værker, bl.a. fordi den rejser et “anti-monument” over hans eget liv som kunstner.

I æsken er der desuden en bonus-cd med en halv times ekstra musik, hvor Carl Nielsens Klarinetkoncert spilles af Kapellets soloklarinettist John Kruse, dirigeret af Vedernikov (fra samme koncert som Symfoni nr. 2), og med Maskarade ouverturen dirigeret af Michael Schønwandt ved en koncert i 2006. Schønwandt var musikchef 2000-2011 og er en af de allermest erfarne Carl Nielsen-dirigenter, der naturligvis også hører med i samlingen her. At han kun får fire minutters spilletid virker ret småligt.
Men udgivelsen er alt i alt en samling optagelser på højt niveau med førsteudgivelserne af Symfoni nr. 2 og 4 som noget særligt. Alle liveoptagelserne har bibeholdt koncertbifaldet, som jeg personligt gerne havde undværet (også fordi bifaldet ikke altid lyder så overvældende, som musikken lægger op til). Med Maskarade ouverturen bliver det lidt mærkeligt, fordi den ikke spilles i den velkendte koncertudgave, men er taget fra en opførelse af hele operaen, hvor ouverturen går direkte over i første scenebillede, så man til slut hører publikum grine – af noget på scenen, vi som lyttere ikke ser.

Efter denne store, vægtige udgivelse bliver det nu spændende, hvad Det Kongelige Kapel udgiver som det næste! Jeg krydser fingre for, at man har fundet en løsning på de problemer, der har stået i vejen for at Kapellet også kan nydes på denne måde.

 

Carl Nielsen: The Symphonies
The Royal Danish Orchestra
Recordings 1965-2022
Naxos 8.574650-53

Læs mere om cd-sættet her.

 

Her er en oversigt med de albums, Det Kongelige Kapel i øvrigt har indspillet de sidste fire årtier:

Herman Løvenskiold: Sylfiden. Dirigent: David Garforth (1986)
Carl Nielsen: Symfoni nr. 1-6. Dirigent: Paavo Berglund (1987-90)
Gade & Hartmann: Et folkesagn. Dirigent: Michael Schønwandt (1992)
C.E.F. Weyse: Symfoni nr. 1-7: Dirigent: Michael Schønwandt (1994-95)
Poul Ruders: Tjenerindens fortælling. Dirigent: Michael Schønwandt (2000)
Tjajkovskij: Svanesøen (uddrag). Dirigent: Michael Schønwandt (2000)
Tjajkovskij: Tornerose (uddrag). Dirigent: Michael Schønwandt (2001)
Tjajkovskij: Nøddeknækkeren (uddrag). Dirigent: Michael Schønwandt (2002)
Poul Ruders: Proces Kafka. Dirigent: Thomas Søndergård (2006)
Bruckner: Symfoni nr. 8. Dirigent: Hartmut Haenchen (2018)
Peter Heise: Drot og marsk. Dirigent: Michael Schønwandt (2021)
Sibelius: Stormen. Dirigent: Okko Kamu (2022)

Dertil disse opera-dvd’er:
Carl Nielsen: Maskarade. Dirigent: Michael Schønwandt (2007)
Wagner: Nibelungens Ring. Dirigent: Michael Schønwandt (2008)
Bo Holten: Livlægens besøg. Dirigent: Bo Holten (2010)
Poul Ruders: Selma Jezková. Dirigent: Michael Schønwandt (2011)