Carl Nielsens fynske fetich

”Sjællands ynde og Jyllands vælde”. Den slags ord satte Carl Nielsen gerne i musik. For i gamle dage – indtil midten af 1900-tallet – dyrkede man de danske landsdeles forskellighed med en forbløffende detaljeringsgrad. Man kunne sætte ord på variationerne inden for sprog, vejrlig, flora og fauna, ja selv indbyggernes karaktertræk og udseende kunne adskilles med akkuratesse. Vestjyden tavs, stærk og med smal mund. Sjællænderen med ludende holdning og løsere mundparti. Fynboen munter og mild og med runde ansigtstræk.
Det smittede af i musikken. I gamle omtaler af dansk musik skrives der om en “sjællandsk tone” i J.P.E. Hartmanns opera Liden Kirsten og i 2. sats af Niels W. Gades Symfoni nr. 1. Sjællandsk, ikke dansk.

Det kendteste eksempel er selvfølgelig ”det fynske” hos Carl Nielsen. Han delte i høj grad samtidens syn på Danmarks landsdele og var en ivrig dyrker af sin egen regionale baggrund. Hans erindringer kunne vel egentlig bare have heddet ”Min barndom”, men trumfkortet var at kalde dem Min fynske barndom. Indtil Carl Nielsens generation havde stort set alle danske komponister nemlig haft deres afstamning inden for samme få kvadratkilometer i centrum af København.

I dag er meget af landsdelenes egenart forsvundet. Dialekter er fordampet, folkedragter kommet på museum og landskaber jævnet ud. Udenlandske kulturturister, der er faldet for Carl Nielsens smittende poetiske beskrivelser af Fyns skønhed, får ikke meget at se af den gennem bilruden på motorvej E20.
Og derfor er det fint, at antologien I Fyn er alting anderledes – hvis titel stammer fra en formulering af Nielsen selv – ser på sagen i et nutidigt og nøgternt perspektiv. Her holdes den fynske egnsfetichisme hos Carl Nielsen og hans samtid op mod konkrete fakta om hans miljø og afstamning.

Som i de fleste andre antologier er bidragene temmelig forskellige. Skribenterne har hver deres stil, og indholdet spænder fra det leksikale til det essayistiske. I den faktatunge ende er der f.eks. en komprimeret slægtsbog over Carl Nielsens forfædre og de landskaber og gårde, deres liv var knyttet til. Man kan også læse en beskrivelse af det gamle Odense, hvor den unge Carl Nielsen arbejdede som militærmusiker. Her får man bl.a. en gennemgang af de forskellige huse, han boede i, komplet med matrikelnumre.

Mere generelle er artiklerne om det folkelige gennembrud og om de fynske spillemænd, der var hans første musiklærere. De lærte ham også at underholde publikum med vitser og tryllekunstner. Genfind den side af ham i hans musik!
Til slut får man en traditionel værkgennemgang – af et højst relevant værk, nemlig Fynsk Forår, hvor Carl Nielsen dyrker sin lokalpatriotisme maksimalt. Han fik enorm opbakning til sit foretagende fra fynboerne, der samlede den absurde mængde af 1.000 medvirkende til førsteopførelsen på Kvægtorvet. Ingen af de tilstedeværende har kunnet høre noget som helst, da slet ikke “den fynske tone”.

Anderledes oprørende er kapitlet om hvordan Nielsens ellers så rodfæstede fynske slægt i løbet af hans egen generation blev spredt for alle vinde: Fire af hans søskende udvandrede til USA, én bror til Australien. Også hans forældre forsøgte sig i deres alderdom desperat som udvandrere, men måtte rejse hjem igen efter få år, mærket på krop, sjæl og pengepung.
I dag er USA det eneste sted, hvor Carl August Nielsen beviseligt har efterkommere – i form af familien til endnu en udvandrer, nemlig hans uægte søn med det fabelagtige navn Carl August Hansen.

Bogen er i stort format og flot produceret. Det er skønt at se en bog om dansk musik, der er proppet med illustrationer, både fornemme gengivelser af gamle billeder, manuskripter og kunstværker og helt nye farvefotos. Også på den måde er det en anderledes bog, men den er imødekommende og giver indsigt til en side af Carl Nielsen, der ellers er i fare for at blive stadigt mere uforståelig, ja ligefrem påståelig: At alting er anderledes “i Fyn”.

I Fyn er alting anderledes

I Fyn er alting anderledes…
– en antologi om Carl Nielsen og hans fynske baggrund
Ida-Marie Vorre, red.
Bidrag af Jørgen Larsen, Ellen Warring, Ida-Marie Vorre, Torben Grøngaard Jeppesen, Anders Myrtue, Finn Schumacker, Johs. Nørregaard Frandsen, Bertel Krarup og Carl Nielsen.
Forlaget Odense Bys Museer, 2015
174 s., pris 199 kr.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *