28. juni 1969 gav pianisten Wilhelm Backhaus sin sidste koncert. Han var 85 år. Det var nok også sidste gang, man hørte en særlig musikalsk praksis fra en svunden tid, nemlig at pianisten improviserer lidt mellem værkerne for at lede lytteren ind på tonearten i næste stykke.

Wilhelm Backhaus var født 1884 i Leipzig og debuterede, da han var 12 år. Hans lærere var født helt tilbage i 1830’erne og 1840’erne. Backhaus stammede med andre ord fra en musikkultur, der for længst var fjern fortid, da han i 1969 gav sin sidste koncert. Men han rokkede sig ikke ret meget gennem årene, og derfor er der et fascinerende sammenstød mellem den moderne lyd på optagelsen og den musik, man hører den gamle mand spille.
Udover et smagfuldt, romantisk foredrag i værkerne af Mozart, Beethoven, Schubert og Schumann hører man nemlig som sagt også den i dag uddøde praksis, at pianisten anslår det kommende stykkes toneart, inden han tager fat på musikken.
Meningen er at udglatte skiftene mellem de programsatte værker og at lægge et tonalt fundament for de idéer, stykkerne så brat begynder med. Princippet fungerer fremragende – og må være udsprunget af en musikkultur, hvor publikums gehør virkelig var følsomt.

Hele koncerten blev optaget af den østrigske radio og senere udgivet af Decca, komplet med bifald og pauser. Det begynder med at Backhaus efter publikums velkomstbifald spiller en smuk, brudt A-dur treklang i frit og roligt tempo. Først derefter tager han fat på det programsatte værk, Mozarts A-dur sonate K 331.
De to næste stykker, Beethovens Waldstein-sonate i C-dur og Schuberts korte Impromptu i As-dur, spilles uden indledning af Backhaus. Men næste sonate af Beethoven, Es-dur op. 31 nr. 3, indleder han med frie arpeggioer i Es-dur, og før Schumanns Fantasistykker op. 12 spiller han en hel lille improvisation, der modulerer og ender på en As-dur akkord, dominanten til Des-dur, som det første Schumann-stykke starter i.
At lytte til hele forløbet er som at være til koncert i 1890’erne, hvor Backhaus blev formet som musiker i en tradition, der allerede dengang var gammel.

Koncerten i 1969 var ikke bare en musikalsk tidskapsel, men blev også det sidste overhovedet, man fik at høre fra Wilhelm Backhaus. Beethoven-sonaten i Es-dur afbrydes nemlig efter 3. sats, som ellers var forløbet uden problemer. Man hører på optagelsen Backhaus mumle lidt til publikum. Noget med, at han er nødt til at stoppe her. Publikum klapper. Derefter taler radiospeakeren:
”Højstærede damer, højstærede herrer. Professor Backhaus blev pludselig syg og tvunget til at ændre programmet. I stedet for sidste sats af Ludwig van Beethovens sonate spiller kunstneren to af Robert Schumanns Fantasistykker op. 12, Des Abends og Warum.”

Efter de to melankolske stykker og en gentagelse af Schuberts Impromptu som ekstranummer er det forbi.
Ugen efter døde Wilhelm Backhaus i sit hjem.

I stiftskirken i Ossiach, hvor koncerten fandt sted, satte man året efter en mindeplade op.

Hør hele koncerten med Wilhelm Backhaus her