Pelle Gudmundsen-Holmgreen var uden tvivl en af de mest originale skabere af musik, Danmark nogensinde har haft. En radikal kunstner, som gennem mere end et halvt århundrede havde en plads i nutidsmusikken, som var helt hans egen.
Han var født 1932 som søn af billedhuggeren Jørgen Gudmundsen-Holmgreen, blev uddannet på Konservatoriet i København og debuterede som komponist i 1955. Han fulgte ingen skole og havde stort set ingen faste ansættelser. Det meste af sin lange karriere levede han som uafhængig kunstner, der sagde hvad han ville og når han ville det.
Hans musik er rå, stærk og uden omsvøb. Den sædvanlige etiket om at han tilhørte kunstretningen ”Den ny enkelhed” er ikke dækkende, for selv om hans musik ofte bygger på et meget begrænset stof, er resultaterne komplekse, dybt ironiske – og ofte uden løsning. Hans teknik var kollisionen, der skaber en voldsom intensitet ved at gentage og udstille motiverne og lydene nådesløst. Han talte om musikkens bestanddele som ”ting”, der blev lagt på hylder. Ikke så mange ting af gangen, til gengæld bliver de fastholdt. ”Lidt af alting, repeteret” var hans beskrivelse af formlen.
”Det som interesserer mig er at kombinere de mest forskelligartede musikalske idéer, at tvinge dem sammen, spærre dem inde og skubbe dem ind i et musikalsk ritual.” Det kunne føre til både voldsomme og grotesk grimme sammenstød og til helt statiske, absurde udtryk af tomhed og naivitet.
Blandt hans mange kompositioner nævnte han selv orkesterværket Mester Jakob (1964) som et af sine bedste. Værkserien med fællestitlen Tricolore ender med Tricolore IV (1969), hvor materialet er kogt ind til tre akkorder i en provokerende ekstrem enkelhed. Hans bud på en symfoni fik den umiskendelige titel Symfoni, Antifoni (1977) og vender selve det symfoniske format ud på vrangen i et meget ulige, polariseret forløb.
”Symfoni og Antifoni er et par ejendommelige tvillinger – de deler gener, men er faldet temmelig forskelligt ud”, forklarede han. “Sym udvikler sig fra et lille kim på bedste symfoniske vis. Anti lader helt forskellige sider af sit splittede sind tørne sammen. Stof mod stof på bedste antifoniske vis!”
Sym-/antifonien fik Nordisk Råds Musikpris i 1980 og er et af hans mest berømmede værker. En slægtning til Carl Nielsens anarkistiske 6. Symfoni, men bedre.
I 1980’erne blev han af den amerikanske Kronos Kvartet bedt om at skrive et nyt værk, og med årene nåede han op på 14 strygekvartetter og en Concerto Grosso (1990) for strygekvartet og orkester (som han selv beskrev som ”Vivaldi på safari”). Dertil mange kortere værker for kvartet, de senere år inspireret af de engelske ”grounds” (passacagliaer) fra barokken. Selv om hans mange kompositioner ofte er i kortere former, skrev han også større værker som slagtøjskoncerten Triptykon (1985), en Cellokoncert (1996), en Violinkoncert (2002) og klaverkoncerten Plateaux (2005).
Så sent som i 2015 havde han premiere på sin første og eneste opera, Sol går op, sol går ned, der er et af hans mange galgenhumoristiske opgør med tilværelsens meningsløshed. Forestillingen viste, hvor populær han var blevet i sine sidste år. De planlagte få spilledage på Takkelloftet blev alle udsolgt, der var kamp om billetterne og Det kgl. Teater kunne kun finde mulighed for to ekstraforestillinger.
Pelle Gudmundsen-Holmgreen havde givet forestillingens unge instruktør forbløffende lang line til at fortolke partituret, og han endte selv med at synes, at opsætningen var dårlig. Succesen blev altså både en fallit for teatret og en skuffelse for komponisten. Måske skulle det faktisk være sådan? Gudmundsen-Holmgreen udstillede ofte det mislykkede helt konkret i sin musik. Kompositionerne kunne både vakle, tøve, tvivle og ende uforløst. Han sagde selv, at der havde været 50 års tilløb til operaen, som han udmærket var klar over slet ikke blev en opera, men en scenisk version af korværket Igen. Som igen var fremprovokeret af Det Gamle Testamentes ord om livets afmålte forløb, hvor “alting har en tid”. Det var en tekst, der irriterede ham helt enormt.
Pelle Gudmundsen-Holmgreen blev først folkeligt kendt, da han blev inviteret med som panelgæst i tv-programmet Smagsdommerne. Her kunne et stort publikum nyde hans eminente skarpsindighed og forrygende sproglige vid, der var flere klasser over det, man oplever hos professionelle stand-up komikere. Men de færreste seere havde nok hørt hans musik. ”Populær” musik skrev Pelle Gudmundsen-Holmgreen aldrig, selv om han både skabte små, enkle sange i en selvpåtvungen forlængelse af Carl Nielsen-stilen og spektakulære værker med kæmpe underholdningsværdi. I vejen for de nemme succeser stod helt bevidst den dobbelttydighed, som altid er til stede i hans musik. Umulig at forenkle og derfor mulig at misforstå. Et eksempel er hans fejring af H.C. Andersens 200-år, Moving – Still, der leger med de nationale klichéer og samtidig hylder arven fra et kunstnerisk forbillede. Pelle Gudmundsen-Holmgreens geniale værk affødte stærke protester fra konservative lyttere, der ikke kunne rumme begge dele samtidig.
En af omkostningerne ved hans status som outsider var, at udlandet først sent fik øje på hans originalitet. Takket været samarbejdspartnerne Kronos Kvartetten og London Sinfonietta er det nok i Storbritannien og USA, han er bedst kendt i dag. Albummet ”The Natural World of Pelle Gudmundsen-Holmgreen” med korværker, indspillet af Ars Nova og Paul Hillier, blev i 2012 nomineret til en amerikansk Grammy. Men udenfor Norden forblev han desværre en hemmelighed for insidere, der vidste, at udlandet havde utrolig meget til gode.
Pelle Gudmundsen-Holmgreen havde selv meget til gode. Han var en ubegribelig vital, væver mand, som alderen gik sporløst henover næsten indtil det sidste. Han burde have skabt musik i mange flere år, for som komponist blev han mere og mere koncentreret og mere og mere sig selv. I år udkommer flere nye albums med hans musik, og helt i pagt med hans sans for paradokser vil hans berømmelse kun stige, efter at han nu er død, 83 år gammel.
Udvidet version af nekrolog publiceret på www.dr.dk 28/6 2016.